Kendelse fra Disciplinærinstansen: Ingen udebanetilskuere resten af året
04.10.2022 11:48
I sidste uge offentliggjorde Divisionsforeningen, at de har indført en række restriktioner, der blandt andet betyder, at der ved billetkøb til udebaneafsnittet til de kommende Brøndby IF-udekampe vil kræves navngivning og fremvisning af gyldigt ID inden visitering og adgang til udebaneafsnittet. Derudover meddelte Divisionsforeningen også, at der til Derbyet mod FC København 16. oktober ikke vil være adgang for tilskuere i udebaneafsnittet.
I dag har Disciplinærinstansen så offentliggjort, at man på baggrund af en række episoder i forbindelse med udebanekampen mod Viborg FF, fratager Brøndby IF retten til at blive tildelt et sektioneret tilskuerafsnit i udekampe i resten af 2022, hvilket vil sige de planlagte udekampe den 9. oktober 2022 mod Randers FC, den 23. oktober 2022 mod AGF og den 6. november 2022 mod Odense Boldklub samt den 19. oktober 2022 mod Aarhus Fremad og en eventuel udekamp i pokalturneringens 4. runde. Derudover pålægges Brøndby IF en bøde på 400.000 kroner.
Administrerende direktør Ole Palmå kommenterer her på Disciplinærinstansens dom.
- For alle os der har Brøndby IF i hjertet er dette øjeblik et af de absolutte lavpunkter i vores fælles historie. De få har ødelagt det for alle os andre. For medfans. For spillerne. Opførslen fra en gruppe af individer betyder nu, at medfans og klubben bliver voldsomt straffet. Klubben, spillerne og medfans har gentagne gange været ude med klokkeklare udmeldinger om, at sådan opførsel må og skal stoppe, men desværre har man sat sig selv over klubben. Klubben appellerer derfor til selvransagelse i dele af det aktive fanmiljø.
- Vi har aldrig givet så mange karantæner, vi har aldrig annulleret så mange sæsonkort, vi har aldrig haft så mange sikkerhedsinitiativer, og vi har aldrig brugt så mange penge på sikkerhed, ligesom vi netop har afsluttet et forløb med Justitsministeriet, hvor vi nu har identificeret en række konkrete værktøjer, der skal hjælpe med at stoppe den groteske opførsel, som intet har med fodbold at gøre. Derudover, så afsøger vi nu muligheden sammen med vores advokater om at gøre de ansvarlige ballademagere økonomisk ansvarlige for de bøder, vi modtager.
Brøndby IF oplyser derudover, at alle der har købt billet til en af de kommende udebanekampe vil få billetten refunderet.