Hvert skridt tæller - Når du vil gøre en forskel
12.10.2022 13:00
I Danmark vokser op mod 60.000 børn op i fattigdom. De står ofte udenfor fællesskabet, fordi de ikke er i nærheden af at have det, som andre børn tager for givet. Det, som fylder, er alt det, der mangler. Men hvert skridt på banen, på tribunen og ude i Danmark tæller, når det handler om at få børn i udsatte positioner ind i positive fællesskaber, som kan være afgørende for et barns trivsel og udvikling.
Under temaet ”Hvert skridt tæller” går Brøndby IF og Fanafdelingen derfor nu sammen med klubbens hovedpartner, Booztlet, om et nyt initiativ til at støtte Red Barnets vigtige arbejde med at hjælpe udsatte børn. Dette initiativ omhandler en særlig t-shirt, der symboliserer, at man er med til at gøre en forskel for Red Barnet sammen med Brøndby IF.
Denne specialdesignet t-shirt er produceret af hummel, og på brystet er printet ”hvert skridt tæller”, og på ryggen er printet en særlig illustration med tallet 11, der både er et billede på fællesskabet omkring klubbens 11 mand på banen, og samtidig et billede på at tage de udsatte børn i hånden og hjælpe dem på vej.
Når Brøndby IF Women løber ind til opvarmningen forud for deres kamp mod FC Nordsjælland fredag aften, og når herrerne tilsvarende løber ind til opvarmningen til søndagens Derby mod FC København bliver det i denne ”hvert skridt tæller” t-shirt, som er med til at markere et fælles ansvar om at gøre en forskel for en masse børn sammen med Red Barnet.
Denne støtte t-shirt fås til både voksne og børn og koster 199 kr.
Hele overskuddet fra salget af denne t-shirt hos Brøndby IF og Booztlet går ubeskåret til Red Barnet, og du kan købe den nu i Brøndby Shoppen eller hos Booztlet.
I Brøndby Shoppen kan du købe den i webshop her eller i butikken på stadion. Hos Booztlet kan du købe den her