Derby opfølgning

17.10.2022 09:01

Gårsdagens Derby endte 1-1 på et udsolgt Brøndby Stadion efter en tidlig scoring af Brøndby IF’s angriber Ohi Omoijuanfo, men et mål til FC København sent i overtiden gjorde at Brøndby-mandskabet måtte nøjes med et enkelt point.

Til Derbyet blev der for første gang testet nye slusesystemer ved indgangene til Sydsiden og Fanzonen, og sikkerhedschef Mickel Lauritsen er tilfreds med den første test.

- Til Derbyet i går havde vi vores første test med et nyt slusesystem ved indgangene til Sydsiden og Fanzonen. En rigtig stor ros skal der lyde til, at mange fans mødte op tidligt og ikke mindst en stor tak for den positive ånd, de nye sluser og indgangspartier blev mødt med. Vi tager en masse konkret læring med os fra denne første test, som vi kan bruge til de kommende kampe. Her skal vi arbejde på at optimere en række detaljer, der skal sikre, at vi blandt andet bliver hurtigere til at afvikle køer, når vi har spidsbelastningsperioder. Alt i alt var det en god første test, som vi langt hen ad vejen er tilfredse med.

Mickel Lauritsen oplyser derudover, at der til Derbyet blev oprettet en række karantænesager på grund af blandt andet brug af pyro.

- Undervejs i kampen blev der anvendt pyro af tre individer, som vi alle tre fik hurtigt identificeret, og de kan alle tre se frem til at modtage længerevarende karantæner. Derudover var der fire personer, som forsøgte at bryde deres karantænedomme, men dem fik vi også identificeret, og de kan nu se frem til forlængelser af deres nuværende karantæner.

I timerne op til kampstart blev der meddelt, at fangrupperingen Alpha ikke ønskede at være på Sydsiden Nedre til Derby, men at de ville flytte sig op på Sydsiden Øvre, hvilket desværre gav en række udfordringer for en gruppe af vores faste sæsonkortholdere.

- Alpha offentliggjorde søndag formiddag, at de ikke ønskede at være på Nedre Syd, men at de i stedet ville rykke op på Øvre Syd til Derbyet. Det var der som udgangspunkt ikke noget problem med, da der til Derby er unummerede pladser på Øvre Syd. Desværre indfandt en større gruppe sig i stedet i et område forbeholdt sæsonkortholdere med faste pladser, hvilket der var skiltet med, som ikke er en del af Øvre Syd. Vores personale i området lykkedes at genplacere mange af sæsonkortholderne, der normalt sidder i området, men det er selvfølgelig ikke acceptabelt. Er man sæsonkortholder med fast plads, har man selvfølgelig krav på sin plads, og det der skete til gårsdagens Derby kommer ikke til at gentage sig.

I timerne efter Derbyet var færdigspillet indfandt sig der desværre en voldsepisode i Brøndby Supports klubhus, Hytten, hvor tre personer blev overfaldet, heriblandt Brøndby Supports administrator og næstformand i Fanafdelingen, Peter Nielsen. Brøndby IF’s sikkerhedschef Mickel Lauritzen og klubbens vagter og samaritter blev sammen med politiet tilkaldt og var de første, der mødte op for at hjælpe.

Brøndby IF’s administrerende direktør, Ole Palmå, kalder episoden for rystende.

- Det er rystende, og alle vores tanker og sympati går til Peter og de to andre, som blev overfaldet. Et angreb på Brøndby Support og de frivillige i deres eget klubhus er et angreb på fællesskabet. En stor ros skal lyde til vores sikkerhedschef Mickel Lauritzen og hans folk for en hurtig indsats, da de sammen med politiet blev tilkaldt til episoden. Politiet har nu påbegyndt en større efterforskning af overfaldene, og her bistår vi naturligvis med alle vores ressourcer for, at voldsmændene findes og straffes.