Tenerife er modstander på træningslejr i december
08.11.2022 12:00
Vinterpausen er ekstraordinær lang denne gang grundet VM-slutrunden, og 3F Superligaen går derfor på hæld i godt og vel tre måneder.
Derfor rejser truppen afsted på en træningslejr til Tenerife fra 3. til 10. december, hvor vi møder CD Tenerife i en træningskamp 4. december kl. 13:00 dansk tid, inden spillerne kan holde ferie.
Træningskamp markerer Tenerifes 100 års jubilæum
CD Tenerife blev grundlagt i 1922, og kampen mod Brøndby IF er en del af fejringen af den spanske klubs 100-års jubilæum i år, da opgørene tilbage i '97 stadig står, som nogle af de vigtigste i Tenerifes historie.
Og det var nemlig nogle særdeles vigtige kampe, for klubberne krydsede klinger i UEFA Cuppens kvartfinale tilbage i 1997, der som bekendt endte med et blågult exit trods en udebanesejr i det første opgør.
Kim Vilfort spillede begge kampe og fortæller:
- Vi var jo godt klar over, at det var ikke var Liverpool eller Arsenal, vi skulle ud og møde. Men jeg husker, det var lidt ude for sæson, og at vi ikke var i gang med turneringen herhjemme. Vi havde ikke en fantastisk kunstbane at træne på, men spillede dog nogle testkampe i England dengang.
- Så vi var ikke rigtigt i gang med Superligaen herhjemme, men vi var super heldige at tage derned og komme hjem med en sejr på 1-0, for vi spillede ultra defensivt. Men det var jo stort af os at komme i kvartfinalen igen og tage et godt resultat med hjem til Danmark, for vi var taktisk dygtige nede i det spanske.
Efter sejren overnattede spillerne og staben på hotel dernede, og Vilfort erindrer en sjov anekdote fra samme aften.
- Vi blev og overnattede dernede og fløj først hjem dagen efter, og jeg husker, at vi spillere sad og så lidt tv på hotellet om aftenen, og der blev vi godt nok kritiseret af den spanske presse for vores spil, og det var skam også helt berettiget, fortæller Vilfort med et stort smil.
Stor optimisme inden returopgør endte i skuffelse
Der var store forventninger og optimisme omkring Brøndby-holdet, som løb på banen 18. marts 1997 foran et totalt udsolgt Parken med 39.807 tilskuere på plads og en sejr i bagagen.
- Der var fyldt i Parken, det var der godt nok. Vi samlede rigtig mange tilskuere dengang, og jeg husker også, at der var optimisme omkring holdet inden kampen på hjemmebane. Det var jo en spillertrup bestående af nogle af de spillere, som var med mod Liverpool og Karlsruhe.
Efter en jævnbyrdig start på opgøret fik Tenerife allerede scoret efter 20 minutter, og så var det helt lige.
- Det var forholdsvist jævnbyrdigt i Parken, men efter deres hurtige føringsmål stod den jo pludselig 1-1 samlet. Det var ikke den store kamp, men vi forsvarede en del efter deres scoring, og som tiden gik, begyndte vi jo at indstille os på straffespark. De får så et frispark ude foran vores felt, som de scorer på kort før det 120. minut.
- Vi var tæt på at gå videre til semifinalen, men det er jo de der små marginaler. Men samlet set var det fortjent, at Tenerife gik videre til semifinalen dengang, slutter han.