Retov inden Millwall: Et godt hold fra toppen af Championship

24.11.2022 12:13

Selvom 3F Superligaen er gået på vinterpause, og der spilles et VM, betyder det ikke, at fodbolden ligger stille på Vestegnen.

I morgen eftermiddag rejser truppen nemlig til London, hvor Championship-klubben Millwall FC venter i en træningskamp på The Den lørdag eftermiddag.

Kampen kan streames direkte på Brøndby TV+.

Martin Retov ser frem til opgøret og giver et indblik i, hvordan trænerteamet har grebet den lange vinterpause an.

- Det er jo en lidt speciel og anderledes optakt til den her kamp, for der er jo aldrig nogle af os, som har prøvet at gå så tidligt på vinterpause før. Så vi har jo skullet finde alternativer og gentænke måder, man har kunnet planlægge den her periode, inden spillerne skulle gå på ferie. 

- Allerede da vi var færdig med kampen mod Viborg forleden, var vi allerede gået i en form for preseason-mode, hvor vi har haft fokus på at holde spillerne kørende og i virkeligheden også skærpe dem på nogle områder, så de kunne gå ind til 'den rigtige' ferie i den bedst mulige form.

Og netop grunden til, at truppen rejser til London og spiller træningskamp, fortæller Retov om her: 

- Vi søgte lidt et hold, som lå lidt uden for normalen. Hvis man skulle rende rundt herude på træningsbanen ca. fire uger efter, vi spillede vores sidste gældende kamp, så ville der komme lidt trummerum og hverdag i den, så vi blev enige om, at det ville være rart at få et afbræk. Og da muligheden så bød sig til, at vi kunne komme til London og spille, så var det noget, vi var rigtig interesserede i, fortæller Retov og tilføjer.

- Man kan sige, at vores træningslejr til Tenerife i december også er en anderledes måde at træne på, og spillerne får lov til at være sammen på en anden måde end herhjemme. De får noget socialt samvær og kan få sagt ordentligt farvel, så vi er klar til det nye år.

Venter svær kamp mod et hold fra toppen af Championship
Trods en mindre god start på sæsonen er London-klubben kommet rigtig godt tilbage. Lige nu er de at finde på sjettepladsen i Championship, og derfor forventer Retov også en svær opgave på The Den.

- Vi har kigget godt på Millwall i de sidste par dage, og det er et rigtig godt hold, som ligger til oppe i toppen af Championship. De havde en lidt svær start på sæsonen, men er så kommet godt efter det. Så det bliver en stor mundfuld, for vi ved allesammen, at Championship emmer af power og fysik.

- Men der er også nogle af holdene i ligaen, som godt kan sætte en masse gode ting sammen på bolden, så det bliver en hård opgave for os, men vi er klar til det.

Bliver ingen taktisk revolution
Rent taktisk forventer han ikke, at der vil ske de store ændringer, selvom der godt kan ændres på nogle småting.

- Vi skal ikke lave nogle revolutioner her i de sidste par kampe. Vi skal spille året til ende og have fokus på de ting, vi har arbejdet med i løbet af efteråret. Det kommer vi også til i de her kampe mod Millwall og Tenerife. Det kan være, vi ændrer en enkelt eller to ting, hvis Birk og jeg synes, at det er relevant. 

- Men det bliver fedt, for det er altid interessant at spille udenlandske kampe, om det er gældende- eller træningskampe. For det er noget, spillerne lærer noget af. De ser nogle andre ting, nogle andre stadioner og møder andre spillere og kulturer. Det er der meget læring i, og det skal vi tage med os, slutter Retov.

Du kan se kampen direkte på Brøndby TV+ med kampstart kl. 14:00.