Niels Frederiksen: Tak for en god og mindeværdig tid

14.11.2022 07:46

I dag er det meddelt fondsbørsen, at Brøndby IF og cheftræner Niels Frederiksen i fælles forståelse har valgt at stoppe samarbejdet.

Niels Frederiksen sætter her ord på afskeden med Brøndby IF.

- Jeg har haft 3½ fantastiske år i Brøndby IF med mange gode kollegaer, oplevelser og mindeværdige øjeblikke. De resultater, der er blevet skabt, har i min optik været på toppen af, hvad man kunne forvente. Naturligvis med klubbens første mesterskab og europæiske gruppespil i 16 år som det største. Den glæde og eufori som det skabte blandt så mange, vil jeg huske for altid. 

- Mere spilletid til og udvikling af egne talenter var en væsentlig strategisk opgave, der skulle løftes, da jeg blev ansat. Jeg synes, vi i fællesskab er kommet rigtig langt på det punkt.  Jeg er stolt over, at vi lykkedes med at give så mange af klubbens egne Masterclass-talenter debut i Brøndby-trøjen. Flere er blevet store Superliga-profiler – nogle er endda allerede solgt videre til større adresser.

- Jeg vil gerne rette en stor tak til klubben og til alle i staben og spillerne samt alle i Masterclass for et stærkt, givtigt og loyalt samarbejde. I har alle bidraget til, at klubben – i mine øjne på mange punkter – er blevet både stærkere og sundere. I og hele Brøndby IF ønskes alt det bedste fremover.