
Nederlag i årets sidste kamp på Brøndby Stadion
13.11.2022 16:58
Det endte med et nederlag på 2-0 i årets sidste kamp hjemme på Brøndby Stadion foran 21.020 tilskuere.
Efter en jævnbyrdig start på opgøret kom gæsterne foran efter 24 minutter, da Jay-Roy Grot kunne prikke bolden ind bag Mads Hermansen i målet til en Viborg-føring på 1-0.
Vi skulle frem til knap en halv times spil for at finde en af vores største chancer. Simon Hedlund blev sendt i dybden, tog et træk forbi Viborg-keeperen, men sparkede desværre bolden i sidenettet fra en skarp vinkel.
Inden pausen var der endnu en kæmpe mulighed, da Omoijuanfo på klods hold efter en nedfaldsbold på hjørnespark huggede til kuglen, men Viborg-keeperen hev en feberredning op.
Efter redningen fik Greve returen, som også blev reddet inde mellem stængerne, og derfor gik vi til pause nede med 0-1.
Fik ikke udnyttet god periode efter pausen
Efter pausen var der et blågult spilovertag, som gav flere gode chancer og hjørnespark til følge, og det tvang gæsterne længere tilbage på banen og stå.
Men trods en rigtig god periode var det Viborg, som efter 65 minutter udbyggede deres føring til 0-2 efter en fiks frisparks-kombination.
3F Superligaen går nu på vinterpause, og vi spiller først næste Superliga-kamp 19. februar mod AC Horsens hjemme på Brøndby Stadion.
Kamptidspunktet er ikke fastlagt endnu.