
Det sagde vi efter Viborg-kampen
13.11.2022 18:20
Det endte med et nederlag på 2-0 i vores sidste kamp i 3F Superligaen denne efterårssæson, da vi søndag aften tog imod Viborg FF hjemme på Brøndby Stadion.
Du kan læse reaktioner fra nogle af hovedaktørene her.
Niels Frederiksen
- Vi får en mindre god start og bliver presset tilbage i de første ti minutter. Og så er det som om, at vi ikke rigtig kommer ud af starthullerne, og vi bliver lidt nervøse og usikre. Men de spiller med en selvsikkerhed og selvtillid, som vi slet ikke spiller med i øjeblikket, og så kommer vi bagud.
- Vi får ændret nogle ting i pausen, men det bliver stadig ikke rigtig godt, og så bliver det sådan en indianerkamp til sidst, hvor tingene går lidt frem og tilbage. Men vi skulle have scoret i slutningen af første halvleg, og så havde kampen måske haft et andet forløb.
Andreas Maxsø
- Viborg var bedst på dagen, men vi kunne med lidt held have scoret inden pausen, så kunne det have set anderledes ud. Men jeg synes generelt, vi mangler at blive farligere, og vi kommer aldrig rigtig til nogle indlæg. Det var jo på standarder, at vi skulle blive farlige, hvis det var.
- Det er en lidt uforløst, ærgerlig og tung følelse, vi slutter Superligaen af med. Vi kommer fra en periode, hvor vi ikke har tabt i ni kampe, men heller ikke har hentet nok sejre. Vi har smidt nogle point i sidste sekund, hvor hvis vi havde fået dem, så havde det været et andet billede, vi havde stået med i dag.
- Men vi skal stå sammen og kæmpe os ud af det, for der kommer altid svære perioder i fodbold. Men nu kommer der noget træning, og en lille ferie, og så kommer der fem super vigtige kampe i det nye år, hvor den skal have fuld gas.