Brøndby IF havde flest seere i 3F Superligaen dette efterår

24.11.2022 08:24

De første 17 runder af 3F Superligaen er færdigspillede, og trods en blandet efterårssæson er vi fortsat favorit på tv-skærmen blandt de 12 Superliga-hold. 

Et kig på seertalene viser nemlig, at Brøndby IF fortsat er det mest sete hold i 3F Superligaen efter de første 17 runder, hvor vi topper listen med hele 2.254.000 seere, som har fulgt vores efterårssæson rundt omkring i landet.

Der er fortsat et godt stykke ned til de næstmest sete hold i den hjemlige liga, som er FC Midtjylland med 1.767.000 og FC København med 1.535.000 seere.

I hele sidste sæson havde vi ligeledes flest tv-seere i 3F Superligaen, da 4.064.000 fulgte vores 21/22-sæson. Det kan du læse mere om her.

Seertalene er kun baseret ud fra de første 17 runder af 3F Superligaen, hvor alle hold har spillet det samme antal kampe.