Getty Images

Nu kan du frigive din sæsonkortplads

30.03.2022 07:59

Næsten 17.500 Brøndby-fans har købt fast adgang til vores hjemmekampe, hvilket med længder er det højeste antal i klubbens historie.

Hvis sæsonkortholdere ikke har mulighed for at møde op til en hjemmekamp, bliver det nu muligt at frigive sin plads, så den kommer tilbage i salg. På den måde er du med til at sikre, at flere Brøndby-fans får mulighed for at overvære kampen på Brøndby Stadion, og samtidig kan vi i fællesskab nedbringe antallet af ubenyttede billetter.

Samtidig støtter du alle Brøndby-fans, for hvis din plads sælges igen, går halvdelen af beløbet nemlig direkte til Fanpuljen, der er med til at finansiere investeringer, som skal forbedre fanoplevelsen for alle på Brøndby Stadion.

I øjeblikket er det kun muligt at frigive en sæsonkortplads. Andre billettyper kan ikke frigives, men her opfordrer vi i stedet til - som man hele tiden har kunnet - at overføre sin billet til en medfan, i tilfælde af man har en billet, men ikke kan komme på stadion.

På den måde sikrer vi den bedst mulige stemning og oplevelse for fans og spillere. 

Sådan frigiver du din sæsonkortplads til en kamp

  1. Log in på Billetto med den bruger, som har købt sæsonkortet
  2. Tryk "Mine Billetter" i menuen i toppen
  3. Find den relevante kamp og tryk "Detaljer"
  4. Vælg de pladser, du ønsker at annullere og tryk derefter "Annuller billet" i toppen
  5. Bekræft dit valg

Vær opmærksom på, at når først billetten er annulleret, er det ikke muligt at genaktivere den.

Læs den fulde guide ved at klikke her.