Getty Images

Kevin Mensah om skaden: Jeg ved, hvad der venter mig

08.03.2022 11:15

Kevin Mensah har et overrevet korsbånd. Det bekræftede scanningerne af knæet, som Mensah kom til skade med i sejren over Silkeborg IF søndags.

Nu venter der en operation og en lang genoptræning, men hvis man kan tale om held i uheld, så er det en skade, som Mensah har erfaring med.

- Jeg ved, hvad der venter mig. Jeg har det bedste team omkring mig, jeg har nogle fantastiske holdkammerater og en stærk vilje til at komme tilbage på banen i endnu bedre form. Jeg har vist før, at jeg kan. Det har jeg tænkt mig at gøre igen.

Der er allerede kommet mange beskeder fra fansene, der ønsker Mensah det bedste, og han er taknemmelig for opbakningen.

- Brøndby IF er et stærkt fællesskab, som man ikke kan undgå at mærke herude, og i en situation som den, jeg nu er i, mærker man det endnu tydeligere. Så derfor en stor tak for den opbakning, jeg allerede har mærket.

- Nu er mit fokus på at komme gennem operationen, komme i gang med genoptræningen og så hjælpe mit hold med at komme bedst muligt gennem det ventende slutspil i 3F Superligaen. Og så ses vi snart på stadion, slutter viceanføreren.