Kevin Mensah har overrevet sit korsbånd

08.03.2022 09:30

Det er altid ulykkeligt, når en fodboldspiller rammes af en korsbåndsskade, og endnu mere ulykkeligt er det, når den samme spiller rammes to gange.

Desværre er det situationen for Kevin Mensah, der i dag fik svar på scanningen af sit knæ. Han udgik skadet i sejren over Silkeborg IF søndag aften, og nu regnes han ude i et års tid. Det er korsbåndet i samme knæ, som Kevin Mensah for et par år siden blev opereret i.

- Vi frygtede det værste, da fysserne fik kigget på Kevins knæ i Silkeborg, og desværre er de bange anelser blevet bekræftet i dag. Det er en rigtig skidt situation for Kevin, og nu består vores arbejde i at hjælpe ham bedst muligt igennem skadesforløbet og tilbage på banen – det gælder for både sundhedsstaben, trænerteamet og Kevins holdkammerater, og det er en opgave, vi alle er klar til, understreger fodbolddirektør Carsten V. Jensen.

For cheftræner Niels Frederiksen er det også en streg i regningen at miste en spiller, der er gået fra at være trupspiller til fast mand i startopstillingen.

- Kevin er en vigtig spiller for os både på og uden for banen. Derfor er det et hårdt slag for klubben og holdet, men selvfølgelig størst for Kevin selv. Han har været tidligere været igennem det forløb, der venter ham nu. Der kom han endnu stærkere tilbage, og det viser meget om den vilje og karakter, der kendetegner ham som spiller og person. 

- Nu skal vi som klub og hold stå sammen og vise ham, hvor stærkt fællesskabet er. Selv om vi kommer til at savne ham på holdet, vil vi i dagligdagen have ham som en del af truppen. Der har han stadig en vigtig rolle at spille som viceanfører, kulturbærer og et forbillede for de unge, understreger Niels Frederiksen.