Det sagde vi efter nederlaget til AaB

20.03.2022 16:50

Det endte med et nederlag i grundspillets sidste kamp, da vi tabte med 3-0 til AaB oppe på Aalborg Portland Park i det nordjyske. 

Vi har samlet reaktioner fra nogle af hovedaktørene.

Niels Frederiksen

- Det var en skuffende præstation og et meget lavt niveau, som vi viste fra første fløjt i kampen. Og det var ikke bare et par spillere, men det var simpelthen ringe over hele linjen i dag. Der var ikke noget, der overraskede os, for vi var godt forberedte på dem. Men de var gode til at stresse os gennem hele kampen, og det havde vi det svært ved.

- Vi har jo en del spillere afsted med landshold, og det er måske meget fint at få et lille break på den måde og få nogle ekstra fridage. Og så skal vi have samlet op på det her og se, hvad vi kan gøre bedre. 

Mads Hermansen

- Det var en kollektiv offday hele vejen rundt. Det er svært at sige helt specifikt, hvad der ikke lykkedes for os, for jeg synes ikke, vi lykkedes med noget som helst. Det var bare så langt fra det niveau, som vi gerne vil ramme. 

- Jeg synes, vi var okay med i dele af første halvleg, hvor Bruus også har tre gode indlæg ude på højresiden. Men vi mister grebet fuldstændig i anden halvleg, og jeg tror slet ikke, at vi har en chance på deres mål. 

- Der er ti kampe endnu og spille, og så skal vi have fokus på Randers FC, som vi møder næste gang. Der er også lige en landskampspause, hvor folk lige kan få clearet hovederne og få tankerne på noget andet. Og så er vi helt klar, når vi er tilbage igen.

Kampprogrammet for mesterskabsspillet blev efter opgøret offentliggjort, og du kan læse mere om billetinformation her.