Ole Palmå: Fantastisk afvikling, men enkelte episoder skæmmer
28.05.2022 16:10
Den årlige pokalfinale blev afviklet Kristi Himmelfartsdag på Brøndby Stadion, hvor OB mødte FC Midtjylland. Efter en lige kamp, som blev afgjort i en straffesparkskonkurrence, var det FC Midtjylland som kunne løfte pokalen som dette års pokalvindere.
Brøndby IF’s administrerende direktør, Ole Palmå, glæder sig over en flot afvikling, men enkelte episoder før og efter finalen skæmmer.
- Vi er utrolig stolte over, at vi fik lov til at lægge stadion til dette års pokalfinale, og tilbagemeldingerne fra de to finalehold og DBU har efterfølgende været utrolig positive. Den ros fortjener vores medarbejdere i den grad at få, for de har i ugevis knoklet for at sikre, en utrolig flot afvikling af pokalfinalen. Det var fantastisk at se, hvordan finalen blev afviklet med to aktive fanzoner bag hver endetribune, som gjorde, at begge holds fans kunne feste i timerne op til og efter finalen. Jeg var selv på stadion, og det var en kæmpe oplevelse.
- Desværre er vi blevet bekendt med, at der i timerne før kampen og efter kampen har været enkelte episoder, hvor fans fra OB og FC Midtjylland på vej til og fra stadion har oplevet forskellige slags trusler og forsøg på vold fra små grupper af unge mennesker. De kalder sig for fans af Brøndby IF, men de er slet og ret ballademagere. De er ødelæggende i deres utilpassede adfærd og en hån mod det, vi som klub og fans står for.
- Vi har siden torsdag været i tæt dialog med politiet og myndighederne i håbet om at bidrage til, at man kan finde og straffe de personer, der har været indblandet i disse episoder. Vi ved, at politiet p.t. er bekendt med identiteten på i hvert fald én af disse ballademagere, og her kan vi konstatere, at vedkommende har en eksisterende, længerevarende karantænedom fra Brøndby Stadion. Denne karantænedom vil nu blive yderligere forlænget. Vi ønsker ganske enkelt ikke at disse personer kommer på vores allesammens stadion.
- Vores aktive fans er de absolut bedste til at skabe stemning og fest, så når nogle få ødelægger det for alle de andre på tribunen, så er det kun naturligt, at der i store dele af klubbens aktive fanmiljø lige nu også er stor frustration over de seneste episoder. Vores styrke som klub og fans er fællesskabet, og det er vores stærkeste våben, når vi skal trænge igennem til de få, der kun tænker på at ødelægge. Sammen kan og skal vi hjælpe hinanden med at komme episoder som disse til livs.