Træningskampe på dansk grund bliver uden tilskuere denne sommer
22.06.2022 06:09
Der bliver denne sommer spillet fire træningskampe på dansk grund som en del af opstarten mod sæsonen 2022/23.
Det er kampene mod Hvidovre IF 25. juni, AGF 2. juli, Lyngby BK 5. juli og Fremad Amager 10. juli.
De kampe bliver alle spillet på bane 3, der er en af de to træningsbaner, der ligger ved klubhuset og bane 2. Det betyder også, at det desværre ikke er muligt at have tilskuere til kampene. Det er vi selvfølgelig kede af, men byggeriet af det nye klubhus er stadig i gang, og det er af sikkerhedsmæssige grunde ikke tilladt at færdes på byggepladsen.
Færden mellem bane to og tre er der også lukket for, da den skal bruges af sportslig afdeling.
Men, det betyder ikke, at der ikke er mulighed for at se kampene live. De bliver nemlig alle sammen sendt på Brøndby TV+, som alle sæsonkortholdere og indehavere af et billet-abonnement har gratis adgang til.