
Overblik: Sådan gik det vores spillere afsted med landshold
15.06.2022 08:58
Landsholdspausen er ovre, hvor vi har haft seks spillere i aktion i deres respektive nationaldragter henover den første halvdel af juni måned.
I denne artikel kan du få et overblik over, hvordan det er gået vores spillere.
Joe Bell
Bell spillede tirsdag aften mod Costa Rica, da New Zealand lige akkurat missede VM-billetten. Finaleopgøret endte med 1-0 efter en tæt kamp, hvor vores midtbanemand fik fuld spilletid.
New Zealand havde forinden opgøret spillet to testkampe mod henholdsvis Oman og Peru, hvoraf Joe Bell spillede hele kampen mod Peru, der blev tabt med 1-0.
Blas Riveros
Paraguay var rejst en tur til det østlige Asien, hvor de skulle møde Japan og Sydkorea i to venskabskampe, hvor sydamerikaneren fik fuld spilletid i det første opgør.
Første kamp endte med et nederlag på 4-1 mod et stærkt spillende japansk mandskab med Riveros på banen hele kampen. Det gik en smule bedre for Paraguay i deres andet opgør, som endte med 2-2, hvor Riveros overværede hele kampen fra bænken.
Anis Slimane
Slimane var afsted med det tunesiske landshold, som i starten af juni spillede to AFCON-kvalifikationskampe mod henholdsvis Ækvatorialguinea og Botswana, hvor det blev til en sejr på 4-0 og 0-0.
Slimane så hele storsejren over Ækvatorialguinea fra bænken, mens han kom ind i slutminutterne i den uafgjorte kamp mod Botswana.
Udover kvalifikationskampene deltog Tunesien i Kirin Cup, der blev spillet i Japan. I semifinalen tog det tunesiske hold en flot sejr på 2-0 mod Chile. Slimane fik 93 minutter på banen, før han blev skiftet ud kort før slutfløjt.
I finalen fik Slimane igen 93 minutters spilletid, da Tunesien tørnede sammen med værterne fra Japan. Den kamp endte 3-0 til tuneserne, og Slimane havde en afgørende fod med i opspillet, da Tunesien tiltrak sig et straffe, der efterfølgende blev sendt i kassen til 1-0.
Mathias Kvistgaarden og Mads Hermansen
Det danske U21-landshold spillede tre kampe på eget græs, da de forsøgte at kvalificere sig til U21-EM, som spilles i 2023 i Georgien og Rumænien. Holdet fik to sejre mod henholdsvis Kasakhstan og Tyrkiet, mens det blev til uafgjort mod Skotland.
Danskerne glippede pladsen som bedste toer og skal i stedet spille play-off kampe i september mod toere fra de resterende grupper.
I holdets første kamp mod Kasakhstan fik Mathias Kvistgaarden sin debut for U21-landsholdet, da han startede inde, mens anfører Mads Hermansen holdt buret rent i 3-0-sejren.
Skotland kom på besøg i holdets anden kamp, der endte 1-1. Igen fik Mads Hermansen fuld spilletid, og Kvistgaarden blev indskiftet efter 89 minutter. Der skulle dog ikke gå længe før, angriberen var tæt på at blive kampafgørende, da han efter et hjørnespark steg flot til vejrs. Desværre ramte bolden overliggeren.
I sidste kamp vandt holdet med 3-2-sejr over Tyrkiet, hvor Hermansen endnu engang var på plads mellem stængerne. Kvistgaarden blev skiftet ind efter en times spil, og et kvarter efter kunne han prikke bolden i mål til 3-1 og notere sig for sit første U21-landsholdsmål.
Henrik Heggheim
Vores midtstopper sikrede sig sammen med det norske U21-landshold en plads til Europamesterskaberne i 2023. Med tre flotte sejre bookede holdet EM-billetten efter et gruppespil, der har budt på otte sejre og to nederlag.
Henrik Heggheim spillede de tre kampe fra start i det centrale forsvar. Holdets første kamp mod Kroatien var afgørende for holdet, da kroaterne lå lige i hælene på nordmændene. Den vandt de med 3-2, mens det derefter blev til en stærk 2-0-sejr over Finland og en 2-1-sejr over Aserbaijan.
De spillere, der har været afsted med deres respektive landshold, har hver fået to ugers ferie, fra de har spillet sidste kamp. Den resterende del af truppen, som ikke har spillet landskampe, møder ind i morgen, torsdag.