Masterclass-spillere med i Superliga-truppen

16.06.2022 08:05

Når træningen frem mod den kommende sæson starter i dag, bliver det med en lille håndfuld nye ansigter i hverdagen. Marinus ’Mini’ Larsen, Christian Friedrich, Bertram Kvist og Oscar Schwartau bliver nemlig fremadrettet en del af Superliga-set-uppet.

Fodbolddirektør Carsten V. Jensen fortæller om de fire nye spillere.

- Sidste sæson gik over 30 procent af spilletiden i vores Superliga-trup til spillere med baggrund i Brøndby Masterclass, og det vidner om, at vi i tråd med vores strategi har fokuseret vores arbejde med Brøndby Masterclass. I det hele taget er det en fornøjelse at være vidne til det arbejde, der til dagligt udfolder sig i Brøndby Masterclass. Lindstrøm, Frendrup, Hermansen og Slimane er blandt de seneste gode eksempler, og denne sommer står vi altså igen med en række unge og meget talentfulde spillere, som vi har stor tro på, og som nu får de mulighed for at prøve kræfter og dele omklædningsrum med vores Superliga-spillere.  

Mini får nummer 39 i førsteholdstruppen, mens Friedrich, Kvist og Schwartau får henholdsvis 37, 32 og 41.

Derudover vil Valdemar Kwasniak, der kommer fra U19 i Brøndby Masterclass, ligeledes være med på træningsbanen sammen med Superliga-truppen henover sommeren. Han kommer til at træne i nummer 35.