Smalt nederlag mod AGF i anden testkamp

02.07.2022 15:45

Det blev til et smalt 2-1-nederlag, da vi her til eftermiddag mødte AGF i vores anden testkamp, hvor Rosted undervejs kom på tavlen. 

Vi fik en fornem start på opgøret, da Rosted efter knap 25 minutters spil kunne sende os i front med 1-0, da han sparkede en flugter i kassen efter et hjørnespark, som Cappis servede. 

Der blev ikke scoret yderligere i de første 40 minutter, og derfor gik vi til den første pause med en føring. 

Efter pausen var det Greves tur til at komme frem til en stor mulighed, da han efter 53 minutter var tæt på at sende en bold over AGF-keeperen i målet, men desværre gik den på overliggeren. 

Da måltavlen rundede 60 minutter fik gæsterne udlignet til først 1-1, og få minutter efter kom de også foran på 2-1. 

Mod slutningen pressede vi på for en udligning, men målet udeblev, og derefter endte det med et nederlag.