Maxsø ude med forstuvet knæ
12.07.2022 07:29
Under sidste uges træningslejr i Rostock fik anfører Andreas Maxsø et slag på knæet under træning, som holdt ham ude af træningskampen mod Hansa Rostock. Maxsø er nu blevet scannet, og det er lægernes vurdering, at skaden vil holde Maxsø ude af truppen i op til 12 uger.
Fodbolddirektør Carsten V. Jensen forklarer.
- Efter et slag på knæet til træningen i sidste uge mærkede Maxsø efterfølgende noget ubehag, som gjorde, at vi i første omgang tog ham ud af træning og også holdt ham ude af kampen mod Hansa Rostock, så vi kunne få ham undersøgt yderligere efter vores retur til Brøndby. Nu har vi fået Maxsø undersøgt, og lægerne har konkluderet, at han må sidde ude i den kommende tid med et forstuvet knæ.
Selv siger Andreas Maxsø om, at han nu skal sidde ude i de kommende uger.
- Jeg havde glædet mig til at komme i gang igen i Superligaen, så lige nu er jeg naturligvis ærgerlig, da vores sæson starter på søndag, og vi har haft en god opstart. Nu bruger jeg al min fokus og energi på at støtte holdet og på at blive klar igen så hurtigt som muligt.