Kvistgaarden kombinerede skole og fodbold: Kan sagtens fungere

27.01.2022 13:12

Kan man kombinere uddannelse og fodbold på højt plan?

Spørger man 19-årige Mathias Kvistgaarden er det et klart ja. Den unge angriber blev nemlig i sommer færdig med sin HF på Brøndby Gymnasium og kunne dermed få hue på og køre vogntur med sine klassekammerater.

Han fortæller, at det til tider ikke altid var lige nemt, men at det sagtens kan fungere at kombinere de to ting.  

- Det har selvfølgelig til tider været hårdt at spille fodbold på højt plan, samtidig med jeg var i gang med uddannelse på Brøndby Gymnasium. Men når det så er sagt, så er det helt klart noget, man sagtens kan få til at fungere, hvis man gerne vil, fortæller Kvistgaarden, der er glad for, han fuldførte sin uddannelse sideløbende med fodbolden.

- Jeg er rigtig glad for, at jeg tog skolen seriøst og fuldførte min uddannelse samtidig med fodbolden. For det gør jo også bare, at jeg har noget bag mig, og at jeg har en uddannelse. For man skal også huske, at man ikke er fodboldspiller for evigt, og at der er mange år efter karrieren slutter 

Netop de to helt forskellige verdener, nemlig at studere og spille fodbold på højt plan, er noget, Kvistgaarden faktisk har draget nytte af, da han mentalt har kunnet afveksle mellem skole og fodbold.

- Det er en lidt sjov afveksling, det her med at gå fra det ene til det andet. For når man kommer over på skolen, så er det jo noget andet, man går og tænker på. Man får tankerne lidt væk fra det ultra seriøse aspekt, som der selvfølgelig er forbundet med at være fodboldspiller på højt niveau. 

- Og når man så kommer tilbage i klubben og skal fokusere på fodbold, så 'glemmer' man lidt de her afleveringer, man har for og alle lektierne. For så handler det hele pludselig om fodbold og kun fodbold. Så det er en lidt sjov afveksling, at man på en måde har de her forskellige verdener, som man befinder sig i.

Vil gerne lære udenlandske sprog
Selvom den unge angriber fik sin HF-eksamen fra Brøndby Gymnasium i sommer, har han planer om at læse lidt videre på et senere tidspunkt i karrieren.

Men det bliver dog ikke lige nu, da den talentfulde angriber har fuld fokus på at etablere sig i førsteholdstruppen.

- Jeg har faktisk ikke planer om at læse videre på nuværende tidspunkt. Men når jeg får rigtig gang i fodbolden og forhåbentlig kan etablere mig her på holdet, så har jeg tænkt på at tage nogle udenlandske fag ved siden af. For det kunne være ret sjovt at lære tysk eksempelvis.

- Men nu kan jeg jo starte med at lære lidt portugisisk i næste uge, når vi skal på træningslejr, slutter angriberen med et stort smil.