Getty Images

Gammelby udlejes til Miedz Legnica i Polen

21.01.2022 10:00

Jens Martin Gammelby og Brøndby IF har indgået aftale med den polske klub Miedz Legnica der i resten af 2022 lejer den alsidige fodboldspiller.

Fodbolddirektør Carsten V. Jensen fortæller om lejeaftalen.

- Jens Martin har været i Brøndby IF en del år, og senest i efteråret fik Jens Martin en del spilletid, hvor han leverede nogle gode kampe for os. Nu skal Jens Martin ud at prøve kræfter med en ny klub og gerne få mere spilletid, end vi kan tilbyde ham for øjeblikket, og der er Miedz Legnica en rigtig god mulighed for Jens Martin og os. Aftalen løber til udgangen af året, men vi har mulighed for at hente Jens Martin hjem til sommer. Lige nu gælder det om for Jens Martin at få lært klubben og de nye holdkammerater at kende, og så er jeg sikker på, at han får et godt og givtigt ophold dernede.

Om skiftet til Miedz Legnica siger Jens Martin Gammelby selv.

- Jeg ser frem til at prøve mig selv af i en ny liga og nye omgivelser, og her er Miedz Legnica en spændende klub, som går et rigtig spændende forår i møde, hvor jeg ser frem til at bidrage på banen.

Jens Martin Gammelbys kontrakt med Brøndby IF udløber i sommeren 2023.