Robert Hendel
Børkeeiet solgt til Rosenborg
25.01.2022 16:00
Brøndby IF har indgået aftale om salg af Tobias Børkeeiet til norske Rosenborg. Den alsidige Tobias Børkeeiet skifter med øjeblikke virkning.
Fodbolddirektør Carsten V. Jensen fortæller her om salget.
- Tobias har ydet en stor indsats i sine 2 ½ år i Brøndby IF, og han altid bidraget både på træningsbanen og i de kampe, han har fået. Tobias fik med en længerevarende skade en drøj start i klubben, men han har knoklet på uden at kny.
- Sammen med Tobias har vi vurderet, at det rigtige lige nu er, at han kommer hjem til lidt mere vante rammer, så hans udvikling kan tage fart, og indfri det talent han har, og samtidig får vi en ikke uvæsentlig transfer. Vi vil gerne takke Tobias for hans tid i klubben og hans bidrag til mesterskabet sidste sæson og ønsker ham held og lykke i Norge.
Tobias Børkeeiet er glad for sin tid i Brøndby IF, men ærgrer sig over at starten blev besværliggjort af skader.
- Jeg har lært utrolig meget af min tid i Brøndby IF, og jeg vil altid have nogle gode minder, men jeg kan da godt være lidt ærgerlig over, at jeg blev skadet, kort efter jeg kom til klubben. Sådan er livet nu engang, og nu ser jeg meget frem til at komme i gang i Rosenborg. Tak til alle i og omkring klubben for den opbakning jeg har fået.
Tobias Børkeeiet opnåede 46 officielle kampe og et mål for Brøndby IF.