Getty Images

Anton Skipper skifter til norske Sarpsborg

24.01.2022 17:00

21-årige Anton Skipper skifter til norske Sarpsborg på en permanent kontrakt, og skiftet sker med øjeblikkelig virkning.

Anton Skipper startede til fodbold som barn i Brøndby, hvorefter han skiftede til Hvidovre som ung, inden han vendte tilbage til Brøndby som 13-årig. I 2015 underskrev Skipper sin første kontrakt med klubben, og i 2018 blev Skipper en del af Brøndby IF's førsteholdstrup fra foråret 2019, da han underskrev sin første seniorkontrakt. I sommeren 2019 fik han sin debut i 3F Superligaen, og i foråret 2021 var Skipper lejet ud til Hobro IK.

I efteråret 2021 fik Skipper spilletid i ni kampe for de blågule, og siden 2019 er det i alt blevet til spilletid i 16 kampe i Brøndby-trøjen for den unge midtstopper.

Om skiftet til Sarpsborg fortæller fodbolddirektør Carsten V. Jensen.

-  Anton Skipper har fået muligheden for at skifte til den norske klub Sarpsborg, og det er et rigtig fornuftigt skifte for alle parter, hvor vi også har sikret os en god videresalgsaftale. Skipper har, siden sin seniordebut for os tilbage i 2019, ikke spillet lige så meget, som både han og vi havde håbet, blandt andet pga. skader, men han har altid været topprofessionel, kløet hårdt på til træning og gjort sit for at vise sig frem. Vi er sikre på, at Skipper med den samme indstilling og tilgang vil lykkes i det norske og ønsker ham alt det bedste.

Om skiftet siger Anton Skipper selv.

- Jeg har selvfølgelig gjort mig mange tanker om at skulle sige farvel til min klub, men jeg glæder mig rigtig meget til at skifte til Sarpsborg og ser meget frem til at begynde på en frisk i Norge. Jeg har været i Brøndby IF i mange år under forskellige trænere og har lært en hel masse, som jeg glæder mig til at vise frem og til at udvikle mig endnu mere. For mig er det ikke et farvel til Brøndby IF, men et ’på gensyn’ til klubben og de fans, der altid har støttet mig igennem årene. En stor tak til alle i klubben og fansene – tak!