
Andreas Bruus om nye spillere: De er her af en grund
09.02.2022 09:22
- Vi er gået fra at være et individuelt, stærkt hold til at være et mere kollektivt, stærkt hold.
Svaret kommer fra Andreas Bruus på et spørgsmål omkring de mange transfervinduer, han efterhånden har set åbne og lukke gennem sin tid i Brøndby-truppen.
- Vi havde tidligere stærke individualister på mange pladser for et par år siden. Det har vi egentlig stadig, men vi er alligevel blevet meget bedre som hold. Vi er rykket tættere sammen i bussen, kan man sige. Det tror jeg, er fordi vi er så mange unge, og de ældre i truppen har været rigtig gode til at læse den situation også og taget os unge spillere under deres vinger, lyder en mere uddybende udgave af svaret fra Bruus.
Et transfervindue er en speciel tid for fodboldfans, der læser rygte på rygte omkring deres favorithold, men som spiller i en trup er det en lige så spændende tid, forklarer vores højre wingback.
- Man går jo og taler om det i truppen; hvem kan blive solgt, på hvilke pladser kommer der nye spillere til? Vi ved det ikke før, det bliver offentliggjort, og det kan være en underlig og måske for nogen en nervøs tid. Det handler lidt om, hvordan det ser ud på ens position, og hvor man selv er i hierarkiet.
- Er man en ung spiller, der er på vej ind på holdet, kan man godt gå og frygte, om der kommer nogen ind foran en. Eller man kan glæde sig over, at en konkurrent bliver solgt, så man selv får chancen. Det er forskelligt fra spiller til spiller, men det fede ved vores trup er, at sammenholdet er så godt, at alle håber det bedste for hinanden – også selv om man er konkurrenter til en bestemt plads.
I hvert vindue er der kommet nye ansigter ind i Brøndby-truppen, og det giver en ny energi til truppen, for som Andreas Bruus siger;
- De er hentet af en grund.
- Og i Danmark – og måske specielt i vores trup, som den ser ud nu – er vi gode til at være åbne og tage imod nye spillere. Igen, så kommer de af en grund. De kommer jo for at gøre os bedre og for at kæmpe for de samme mål, som vi andre har.
Træningslejren nærmer sig så småt sin afslutning, og på fredag spiller vi den sidste kamp i Portugal, hvor FC Zenit er modstanderen. Der er kickoff kl. 14:00 dansk tid, og du kan selvfølgelig se kampen live på Brøndby TV med et abonnement til Brøndby TV+.