Ægidius: Det er muligt for os unge at slå igennem i klubben

07.02.2022 13:40

Med Mads Hermansen som førstevalg i Brøndby-målet, er der sendt et signal om, at det er muligt at slå igennem som ung målmand i Brøndby IF, hvis man har talentet og evnerne med sig og kan tage skridtet op til Superliga-niveau.

Det er vand på Jonathan Ægidius’ mølle i forhold til sin egen drøm om at blive førstevalget mellem stængerne.

- Det giver blod på tanden at se, at det er muligt for os unge at slå igennem, siger den 19-årige målmand, der nyder at arbejde sammen med sine konkurrenter, og han har roser til sine to kollegaer.

- Fra Thomas (Mikkelsen, red.) er der sindssyg meget erfaring, som jeg bare prøver at suge til mig, og han er god til at lære fra sig.

- Det er superspændende og utroligt lærerigt at kunne læne mig op ad Thomas og samtidig se Mads gøre det rigtig godt i kampe. Vi har også Lucas Ziegler med på træningslejr – endnu en ung målmand, og det er dejligt at se, at klubben gerne vil have unge spillere og unge målmænd med i truppen.

Målmændene i truppen fik ny målmandstræner i Casper Ankergren i efteråret, og for Jonathan Ægidius var det et godt valg, da der skulle findes en erstatning for Claus Fallentin.

- Anker er en rigtig fed målmandstræner at få ind i klubben. Han har selv prøvet at slå igennem som ung i Brøndby IF og endte med at stå med et mesterskab, så han har også utrolig meget erfaring og kan lære fra sig. Det er fedt at kunne spørge ind til tingene og lytte til hans råd hver dag. Han er meget verbal og siger tingene, som de er. Altid seriøs, men også tit med et smil på læben.

- Vi bruger også rigtig meget video. Vi filmer alle træninger og kampe, som vi taler om bagefter. Efterfølgende kigger vi på, hvad der er godt, og hvad vi kan gøre bedre, så jeg synes, det er en meget homogen målmandsgruppe, vi har, og det er superfedt at komme til træning hver dag – også når det ikke er 20 grader og solskin som her i Portugal.