
Salgschef ser tilbage på 2022: Et rekordår med bump på vejen
30.12.2022 09:32
Når vi nærmer os årets sidste dage, er det tid til at gøre status over et begivenhedsrigt år med både op- og nedture, og i denne artikel er det salgschef i Brøndby IF, Michael Lieberkind, som giver sit perspektiv på 2022.
På partnersiden kigger han nemlig tilbage på året med et smil, da det blev et rekordår i form af gentegninger af partnere trods blandet andet sportslige udfordringer.
- 2022 har været et rigtig godt år for os i salgsafdelingen, selvom det har været præget af bump på vejen i form af det sportslige, der ikke helt har levet op til vores alles forventninger. På trods af det, har vi haft en rekord tilgang og gentegninger af partnere, der fortsat er strømmet til stadion, og det er vi selvfølgelig rigtig glade for, fortæller salgschefen og uddyber:
- Vi er endelig ved at være på den anden side af corona-pandemien, og det har betydet, at vi har kunnet åbne op for en række partnerarrangementer igen, blandt andet vores partnerforum, netværksmøder og det årlige VIP-arrangement i Michael Laudrup Lounge, som ikke har været afholdt siden 2019. Derudover er vi rigtig glade for, at Royal Arena har åbnet op for flere arrangementer, hvilket er vigtigt for vores samarbejde med vores partnere.
Og netop i Royal Arena er der i det nye år lagt op til nogle spændende arrangementer med store kunstnere.
- Senest havde vi 64 partnere med til ‘Simply Red’ tredje søndag i advent. Det har været ganske imponerende. 2023 bliver et stort år med vores arrangementer i Royal Arena, hvor store kunstnere som Robbie Williams, Thomas Helmig, Eros Ramazotti, tennis med Holger Rune, Elton John og mange flere kommer forbi, og hvor vi også har mange partnere med.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Engagerede partnere og ud i Europa igen
2022 blev også året, hvor turene atter gik ud i Europa qua klubbens plads i Conference League-kvalifikationen.
Traditionen tro fik partnerne derfor muligheden for at komme med, da flyveren satte kursen mod Centraleuropa, og det er noget salgschefen ser tilbage på med stor glæde.
- Igen i år har vi haft vores partnere med ude til vores Europa-kampe, som i sommer blev spillet i Szczecin og Basel. Det har som altid været en god oplevelse med stor opbakning. Turene er samtidig også blevet symbolet på det fællesskab, vi får ud af de her sejre og skuffelser, vi oplever sammen.
- Helt generelt oplever vi en stor interesse fra partnere i at involvere sig, hvilket blandt andet også har udmøntet sig i en stor opblomstring af vores cykelnetværk, der blev oprettet sidste sommer. Den positive udvikling håber vi naturligvis vil fortsætte ind i det nye år.
(Artiklen fortsætter under billedet)
I sommer deltog 34 partnere fra Brøndby IF's Partnerkreds i arrangementet Det Københavnske Golf Derby, hvor de mødte Royal Golf Erhverv.
Tredje gang var lykkens gang, og her blev københavnerne slået med +19 point på den svære bane inde i Ørestaden i juni måned.
- Vores golfnetværk er i god vækst, og i sommer var vi ude med 34 partnere og spille revanche opgør i det, vi kalder Golf Derbyet mod Royal Golf Club i Ørestaden. Vi vandt en meget vigtig sejr derude, og stoltheden var kolossal, så det var en rigtig dejlig oplevelse.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Kvindefodbolden i rivende udvikling
Det er dog ikke kun på herrer siden, at de kommercielle nyheder har været gode i årets løb.
- Som noget nyt i år har selskabet overtaget de kommercielle rettigheder fra amatørafdelingen til kvindeholdet, og her har de nye faciliter på Bane 2 spillet en medvirkende rolle til succesen. Vi har ydermere løftet Partnerskaberne ved at holde Ebbe Skovdahl Lounge åben for pre-match arrangementer - og sidst sad vi 70 partnere derovre.
- Det har de aldrig prøvet før, så det vokser alt sammen, og vi har senest fået en række nye partnere. Så det er i rivende udvikling, og det har blandt andet betydet, at tilskuertallet er steget med mere end 90 procent, og noget der er kommet for at blive.
(Artiklen fortsætter under billedet)
En spændende fremtid
Michael Lieberkind spår et spændende 2023, hvor både klubben og salgsafdelingen står overfor spændende projekter.
- I det nye år kigger vi ind i, at vi skal løfte vores faciliteter, hvor særligt Vilfort Loungen står som det største ønske at få moderniseret, men hvor der stadig skal holdes fast i den hyggelige stemning, der er i loungen. Det ser vi selvfølgelig meget frem til, og derudover ser vi frem til et spændende forår, hvor vi meget gerne skal i top-6. Det er naturligvis lige så meget i partnernes interesse, som det er vores.
- Og så glæder vi os bare til at se, hvad 2023 bringer. Vi ser meget frem til at fortsætte den positive partnerudvikling på både herrer- og kvindesiden. Så jeg er sikker på, at det bliver et begivenhedsrigt, men også travlt og spændende år, som ligger foran os, og med ønsket om et rigtig godt nytår, afslutter salgschef Michael Lieberkind.