
Marketingchef: 2022 har budt på opgraderinger på den fysiske og digitale front
29.12.2022 12:25
2022 lakker mod enden, og det har været et år, hvor der er sket mange nye ting og opgraderinger rundt omkring i Brøndby IF - både på den fysiske og digitale front.
Derfor har vi taget en snak med marketingchef i Brøndby IF, Thomas Skov Petersen, om alle de forskellige forbedringer og nye faciliteter, som vi dykker ned i i denne længere artikel.
- Det har været et begivenhedsrigt år på fansiden, fordi der er sket utroligt mange ting - både kommercielt men også i forhold til fanoplevelsen. Hvis man bare tager tilskuertallet alene i sig selv, så har vi haft tæt på 19.000 fans på lægterne i snit her i efteråret, hvilket er en markant stigning i forhold til sidste sæson. Så der har været en kæmpe interesse, og det har vi især også kunnet mærke på vores trøjesalg, indleder han og sætter ord på nogle af de ting, der er sket.
- Vi fik fornyet Ebbe Skovdahl Fan Lounge med nyt inventar, som folk har taget rigtig godt i mod. Vi har fået etableret et overdækket fanområde ude foran samme lounge, ombygget og forbedret Familie Loungen, lavet store opgraderinger nede i Brøndby Shoppen. På den digitale del, har vi lanceret den nye Brøndby IF-app og Mit Brøndby-profil, hvor login er integreret i app’en, nyt billetsystem og Brøndby TV, for bare at tage nogle af opgraderingerne.
- Så der er sket rigtig meget i 2022, og det har været et begivenhedsrigt og travlt år.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Netop det at give fansene nogle rammer for at dyrke deres sociale relationer med hinanden, har betydet meget i arbejdet med faciliteterne i 2022 og frem mod det kommende år.
- Vores tanke omkring forbedringerne rundt omkring stadion har jo været, at vi gerne har villet dyrke fællesskabet endnu mere - og ikke bare to gange 45 minutter en søndag. Når vi snakker om fællesskab i Brøndby IF, så skal man huske på, at der jo er rigtig mange små fællesskaber, og mange små grupper, hvor folk mødes. Så vi går utrolig meget op i at skabe nogle gode rammer for vores fans.
- Når der sker noget før en kamp, og der er nogle miljøer, så har folk også lyst til at komme. Det bliver også et federe stadion med så meget liv rundt omkring.
For år tilbage lå der på den østlige side af stadion en gammel kunstbane, som blev brugt som parkeringsplads, og en cricketbane på det store græsareal.
Derfor glæder det Thomas Skov Petersen, at alle disse nye og forberedrede faciliteter har været og fortsat er med til at skabe liv omkring Brøndby Stadion.
- Fanområdet og opgraderingen af Ebbe Skovdahl Fan Lounge har givet meget i det område på den østlige side af Brøndby Stadion - og især i det sydlige hjørne. Det så vi også ved kampene henover sommeren, hvor der var mange fans, som tog over og benyttede det område.
- Der er også mange andre klubber, som kigger på at skabe bedre faciliteter for deres fans. Og de kigger på os, når der snakkes om at lave noget for fansene. Så vi går forrest her på de nordiske breddegrader, og det er vi stolte af.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Brøndby Shoppen har leveret rekordår i salg af spillertrøjer
Tidligere på året fik Brøndby Shoppen nyt indgangsparti, mens der indvendigt er blevet lavet en masse forbedringer.
Her er blandt andet kasserne rykket over ved bagvæggen i butikken, mens en ny udgang har sikret et bedre flow på kampdage.
Derudover har det været et utroligt travlt efterår nede i Brøndby Shoppen og på varelageret, da både hjemmebanetrøjen men i særdeleshed udebanetrøjen har leveret historisk høje salgstal.
- Vi blev taget med storm her i denne efterårssæson, må man sige. De her spillertrøjer, vi lavede med hummel og en lille gruppe fans, sprængte simpelthen alle rekorder. Vi havde en forventning om, at salget ville gå godt, men at udebanetrøjen skulle slå alle rekorder, det var jo helt vanvittigt.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Og vanvittigt, det var det. For trods der var bestilt ekstra mange trøjer hjem i år, så rakte det ikke til alle de fans, som ville sikre sig et eksemplar.
- Vi havde faktisk bestilt dobbelt så mange trøjer hjem i forhold til sidste år, for vi tænkte, at den nok godt kunne blive en sællert, da den havde et særpræg over sig og var original. Men at den firedobblede salget var jo svært at budgettere med i forhold til at have nok trøjer hjemme, fortæller han og samtidig uddyber om de logistiske udfordringer, der ramte i starten af efteråret grundet corona.
- Vi fik det løst, men blev så ramt af nogle logistiske udfordringer, som ramte hele verdensøkonomien og trak tråde til corona-lockdown i Taiwan og hele det asiatiske marked. Så alle fodboldtrøjer rundt omkring i Europa kunne ikke komme hjem, og det inkluderede selvfølgelig også os.
- Trøjesalget i 2022 slår alle rekorder for os i forhold til spillertrøjer, og sikkert også i hele Superligaen gennem historien.
Selvom vi er ved slutningen af året, fortæller Thomas Skov Petersen, at der med stor sandsynlighed har ligget mange blågule pakker under juletræet i år med spillertrøjer i.
- De sælger stadig utrolig godt, for vi har kunnet se på vores salg i december måned, at spillertrøjerne fortsat sælger godt. Så der har ligget en del af dem under juletræerne rundt omkring i Danmark, er jeg helt sikker på.
Nyt billetsystem har givet flere muligheder
Henover sommeren blev det gamle billetsystem udskiftet til fordel for et nyere system med flere funktioner, og for Thomas Skov Petersen var særligt driftsikkerhed et utrolig vigtigt element.
- Der ligger en rigtig god driftsikkerhed i vores nye billetsystem i forhold til det gamle, og det har været et utroligt vigtigt parameter for os, og derudover bygger vi på hele billetsystemet i 2023.
Udover driftsikkerheden i det nye billetsystem bliver det blandt andet også nemmere som sæsonkortholder at frigive sin plads i det nye år, og det kommer alt sammen til at foregå via Brøndby IF-appen.
- Vi arbejder med, at man nemmere kan frigive sin plads, hvis man ikke kommer på stadion. Vi har rigtig mange faste sæsonkortholdere, og det er vi sindssygt glade for og vil gerne blive ved med at have. Men når vi har stor interesse til visse kampe, så er det rigtig ærgerligt, at der står tomme pladser på langsiderne, når der er andre, som kunne komme ind og sidde på de pladser.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Dette arbejdes der på i 2023
Selvom der er allerede er sket meget i løbet af dette år, så er der fortsat mange spændende projekter på tegnebrættet for det kommende år.
Og marketingchefen kan derfor godt løfte lidt af sløret for, hvad der arbejdes på.
- Vi kigger rigtig meget på den digitale del, og som jeg nævnte før, så kigger vi konkret på, hvordan vi kan belønne de fans, som er mest engagerede, og som også kommer til vores udekampe. Det ligger os meget på sinde. Vi er rigtig glade for sæsonkortholderne, men vi er også rigtig glade for dem, som bruger deres kort hele tiden. Så vi kigger på, hvordan vi kan belønne dem endnu mere. Og hvordan vi kan sikre os, at de får nogle flere fordele fremfor andre, siger han og tilføjer.
Udover forbedringer på den digitale front kigges der fortsat på, hvordan fan-faciliteterne fortsat kan forbedres.
- Vi kommer selvfølgelig til at kigge på, hvordan vi fortsat kan forbedre fan-faciliteterne. Men vi vil også gøre det endnu federe for fans i alle aldre at komme nogle timer inden kampene, og her snakker jeg også til de yngste. Så det her med at sørge for, at vi tilgodeser alle målgrupper i vores fanbase, det er også en af de ting, vi kommer til at dykke ned i fremadrettet, slutter Thomas Skov Petersen.