Trøjesalg slår alle rekorder: Udsolgt - Flere er på vej

14.08.2022 08:43

I fredags kunne Brøndby IF lancere den nye udebanetrøje, der er udviklet i samarbejde med Hummel og en lille gruppe fans.

Trøjen er blevet modtaget meget positivt. Faktisk så positivt, at den nu er den hurtigst sælgende trøje i klubbens historie. Både hurtigere end Aldrig Alene-trøjen og denne sæsons hjemmebanetrøje, der ellers tidligere havde rekorden.

Desværre betyder det også, at vi må melde midlertidig udsolgt af den nye udebanetrøje og skuffe de mange fans, der gerne vil have trøjen. Men flere er på vej. 

Vi har bestilt dobbelt så mange trøjer hos Hummel som sidste år, som var et rekordår på trøjesalg, men det har kun været muligt at få leveret en del af bestillingen. Det er dog stadig svarende til hele sidste års salg af udebanetrøjer.

Den sidste del af bestillingen skulle også være leveret nu, men som resten af verden oplever Hummel store forsinkelser på skibsleverancer. Vi forventer dog at have flere trøjer på lager indenfor de kommende uger. 

Vi arbejder sammen med Hummel på at sikre, at alle, der gerne vil have udebanetrøjen, nok skal få den. Derfor kigger vi også allerede nu på, hvordan og hvornår vi kan få endnu flere trøjer hjem.