Jonathan Ægidius og Jens Martin Gammelby vender retur
29.08.2022 15:00
Målmandstalentet Jonathan Ægidius og Jens Martin Gammelby returnerer begge til Brøndby IF efter lejeophold.
Fodbolddirektør Carsten V. Jensen forklarer om de to returnerende spillere:
- Vores trup har været ramt af nogle skader i starten af denne sæson og for at dække af på disse positioner, har vi efter dialog med Jonathan og Jens Martin valgt at kalde dem tilbage fra deres lejemål i hhv. HIK og polske Miedź Legnica.
- For Jonathans vedkommende, så sidder Mads Hermansen ude med sin skade frem til starten af oktober, og selvom Thomas Mikkelsen gør det fremragende, så vil Jonathan være en fin back up og bidrage til et dagligt højt træningsniveau. Her kender Jonathan træningsmiljøet og spillertruppen indgående, så derfor hiver vi ham hjem.
- Lidt det samme gør sig gældende for Jens Martin, da Blas Riveros sidder ude med skade de næste uger, ligesom Jens Martin ligeledes vil kunne supplere på højresiden, så vi også her vil være dækket bedre af. Begge spillere har i vores dialog været meget indstillet på at komme tilbage til Brøndby IF og bidrage, så vi ser frem til at de i denne uge påbegynder træning med resten af truppen.