Det sagde vi efter kampen mod OB

14.08.2022 19:36

Søndag aften endte med en blågul sejr, da vi slog OB 2-0 på hjemmebane. Her fik både hjemvendte Daniel Wass sit comeback efter 11 år væk fra klubben, og 16-årige Oscar Schwartau scorede sit første mål for førsteholdet. 

Det var efter opgøret nogle glade spillere, som satte ord på aftenens sejr.

Daniel Wass
- Det var en fed velkomst. Jeg fik helt kuldegysninger og vidste slet ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Tak til alle fansene for en fantastisk velkomst. Jeg er glad for, at vi kunne give dem tre point. 

- Jeg synes, det var en bundsolid kamp fra alle sammen. Vi vidste, hvad vi skulle gøre og holdt gameplanen. Vi fik flyttet kuglen godt, og det var en god kamp af alle. 

Oscar Schwartau
- Det er en fantastisk følelse, jeg står med her. Det er en kæmpe milepæl for mig at komme ind og få scoret mit første mål for Brøndby-trøjen. 

- Det betyder rigtig meget for os, at vi har rejst os efter de sidste kampe. Vi vil selvfølgelig gerne være en del af toppen. Det er vigtigt at få alle de point, vi kan. Det er fantastisk at få de tre point her i dag, og vi skal bare blive ved. 

Niels Frederiksen
- Det var en overbevisende holdpræstation i dag. Jeg synes, vi var i kontrol i stort set hele kampen. Spillerne var dygtige til at træffe rigtige beslutninger, og det var en professionel og moden indsats.
 
- De spillere, der ikke har spillet så meget på det sidste, leverer en rigtig fin præstation i dag. Det er selvfølgelig rart på alle leder og kanter, at alle spillere bidrager i truppen.