Daniel Wass: Kun én klub i Danmark
12.08.2022 12:00
Daniel Wass har netop underskrevet en tre-årig kontrakt med Brøndby IF. Wass skifter med omgående virkning og har første træning med resten af truppen i eftermiddag.
Fodbolddirektør Carsten V. Jensen fortæller om tilgangen af Daniel Wass.
- Vi er rigtig glade for at kunne byde Daniel velkommen hjem til Brøndby IF efter mange år i udlandet. Vi har længe været i dialog med Daniel om muligheden, og vi har været enige om, at når timingen var den rigtige, så ville både Daniel og Brøndby IF være klar. Daniel er en topspiller og hans kvaliteter taler for sig selv, og vi har hele tiden vidst, at det ville være en kæmpe tilføjelse til Brøndby IF at få Daniel hjem. Derfor er det kun på sin plads at takke Daniel selv for at være med til at sikre, at det kunne lykkedes, ligesom vi også bør takke Jan for en stor indsats, og for at holde linjen til Daniel varm. Begge to har et stort hjerte for Brøndby, og det er vi alle meget taknemmelige for, når vi i dag kan sige velkommen hjem til Daniel.
Selv siger hjemvendte Daniel Wass om at vende retur til Danmark efter 11 år i udlandet.
- Min familie og jeg har denne sommer haft et stort ønske om at vende tilbage til Danmark, og for mig er der kun én klub i Danmark, som jeg kan se mig selv spille for, og det er selvfølgelig Brøndby IF. At skiftet nu er blevet muligt, er jeg utrolig lykkelig for, og jeg vil gerne takke Atletico Madrid for at jeg i dag kan kalde mig Brøndby-spiller. Jeg har spillet mange år i udlandet, og nu glæder jeg mig til at komme tilbage til de fodboldbaner, hvor karrieren for alvor startede. Jeg har stadig meget at give af og føler jeg kan bidrage på banen og udenfor banen. Nu er alt fokus på at komme godt i gang med træningen og blive en del af truppen.
Daniel Wass får trøje nummer 10 og har første træning med den øvrige spillertrup senere i dag. Træningen vil være åben, men der vil desværre ikke være mulighed for at lave interviews med Daniel i dag.
Interviews med Daniel vil i stedet finde sted umiddelbart efter kampen mod OB på søndag i forbindelse med mixed zone.