Det sker der omkring Brøndby Stadion inden Randers-kampen
01.04.2022 09:55
Der vil være flere spændende aktiviteter rundt omkring Brøndby Stadion i timerne op til kampstart, når vi søndag møder Randers FC kl. 16:00.
Læs mere om aktiviteterne nedenfor.
Spisning i den nyrenoverede Ebbe Skovdahl Fan Lounge
Vi tilbyder igen spisning, live musik og sportslig optakt før kampen i den nyrenoverede Ebbe Skovdahl Fan Lounge før søndagens kamp.
Dørene åbner kl. 13:00, og forud for kampen kan du reservere bord og samtidig forudbestille dagens ret, der tilberedes og anrettes af Jespers Torvekøkken direkte fra køkkenet mellem kl. 13:30 og 14:30.
Dagens menu byder på helstegt mørbrad af gris serveret på grov mos af danske kartofler med svampecreme og smørdampet springløg. Kampbillet er ikke inkluderet i prisen.
Sidste frist for bordbestilling er fredag 1. april kl. 14:00, så du skal være hurtig.
Du kan finde billetter til fan-arrangementet her.
Autografskrivning med Heggheim i Familie Loungen
Familie Loungen er som altid fyldt med masser af forskellige aktiviteter til blågule familier, og kl. 14:20 på søndag sidder Henrik Heggheim klar til at skrive autografer.
Indenfor finder du krea-området, diverse eSport aktiviteter, bordfodbold og meget mere. Udenfor kan du spille kamp med dine venner på vores nye fodboldbane, eller prøve kræfter med vores to nye aktiviteter - udendørs bordtennis og teqball.
Familie Loungen åbner to timer før kampstart - lukker i første halvleg og åbner igen i pausen og frem til slutfløjt.
Fanzonen
Du har som altid mulighed for at få den perfekte optakt i Fanzonen, som allerede åbner kl. 13:00 på søndag, da er kampstart kl. 16:00.
I timerne op til vores første kamp i mesterskabsspillet vil der være fuld gang i Fanzonen med live musik, mad og drikke, og quiz med fede præmier.
Du kan se hele programmet her.