Getty Images

Blas: Der er kun én vej frem

08.04.2022 06:40

Med mere og mere spilletid kommer bedre og bedre form for Blas Riveros, der jagter sin bedste fodboldmæssige form efter korsbåndsskaden. For den teknisk stærke sydamerikaner gælder det om sammen med holdet at finde den form, som begge besidder.

- Både for mig og holdet er der kun én vej frem. Vi er ikke kommet så godt i gang med mesterskabsspillet, som vi gerne ville. Det arbejder vi hårdt på at ændre hver eneste dag, og vi ved, at vi har det i os. Nu venter der en svær opgave i Silkeborg på deres kunstgræsbane, hvor vi skal være skarpe.

- Jeg arbejder også på selv at blive skarpere personligt. Det går frem ad kamp for kamp og træning for træning, men jeg har mere i mig. Jeg kender mit eget niveau, og jeg stiller store krav til mig selv. Omvendt ved jeg også, at det tager tid at nå det niveau, jeg kom fra. Men det går hele tiden frem ad, lyder det fra manden i nummer 15.

Kampen på søndag mod Silkeborg er anden kamp i mesterskabsspillet. Det er i Silkeborg, og hjemmeholdet har haft en flot sæson som oprykkere. Derfor er det også med respekt for modstanderne, Brøndby-spillerne møder op på søndag på JYSK Park.

- Det er ikke for sjov, de er med i mesterskabsspillet. Her er alle hold stærke. Silkeborg IF har gjort sig fortjent til at være her med flot spil. Specielt på deres hjemmebane, hvor de spiller godt og hurtigt. Det så vi sidst, vi var på besøg. Men vi var gode til at holde dem fra de helt store chancer og så få skabt nogle selv, som vi fik udnyttet. Det resultat vil vi meget gerne gentage, siger Riveros.

Du kan se kampen mod Silkeborg IF live på 6’eren og Discovery+ med kickoff kl. 16:00.