
Getty Images
U21-landshold: Hermansen og Heggheim flot fra start
07.09.2021 16:26
Mads Hermansen holdt buret rent i sin U21-landsholdsdebut, mens Morten Frendrup sled og slæbte i 83 hårde minutter på den danske midtbane.
I sidste ende gav vores to spilleres indsats fuld gevinst. Danmark vandt nemlig dagens åbningskamp i EM-kvalifikationen med 1-0 i Kazakhstan. Opgøret var Jesper Sørensens første betydende af slagsen i spidsen for U21-landsholdet.
Særligt i første halvleg havde Hermansen sit at se til, men den unge keeper var sikkerheden selv og leverede tre vigtige redninger, herunder en i fuld længde på et langskud efter en halv time.
I anden halvleg overtog Danmark kontrollen på opgøret, og i sekunderne efter en kazakhisk udvisning slog William Bøving til og bragte danskerne i front.
Med kun 12 minutter på uret og en mand i overtal havde de unge danskere ikke de store problemer med at køre sejren og en perfekt start på EM-kvalifikationen i hus.
Foruden Hermansen og Frendrup var også Anton Skipper med i den danske trup. Forsvarsspilleren sad på bænken gennem hele opgøret.
U21-debut til Heggheim
I fredags fik vores nyeste nordmand Henrik Heggheim fuld spilletid i det norske U21-landsholds 3-1-sejr over Østrig i EM-kvalifikationen.
Heggheim og Norge kom bagud efter bare 13 minutter, men var derefter i stand til at vende opgøret. Forsvarsspilleren fik dermed en perfekt start på U21-landsholdet - og denne skulle blive endnu bedre.
I går spillede Heggheim nemlig atter hele kampen, da Norge smadrede Estland med 5-0 på udebane.
De to sejre har bragt Norge i spidsen af Gruppe A, á point med Kroatien, som nordmændene møder 8. oktober.