
Slimane på tavlen for Tunesien
07.09.2021 15:05
Anis Slimane scorede sit fjerde landskampmål, da Tunesien i dag slog Zambia med 2-0 i landets anden VM-kvalifikationskamp.
Midtbanespilleren, som blev sendt på banen 14 minutter inde i anden halvleg, flugtede i kampens overtid en returbold fra modstandernes keeper i kassen med venstrebenet. Dermed cementerede han sejren, efter tuneserne var kommet på 1-0 allerede i det niende minut.
Således rundede Slimane og landsmændene en fornem landsholdsuge af med endnu en sejr. For fire dage siden indledte tuneserne VM-kvalifikationen med at besejre Ækvatorisk Guinea med 3-0. Ved den lejlighed blev Slimane sat ind i det 68. minut ved stillingen 1-0.
Kampene var Slimanes landskamp nummer 10 og 11. Den 20-årige scorede sidste år i sin landsholdsdebut, mens det i henholdsvis marts og juni 2021 blev til scoring nummer to og tre for Tunesien.
Med de to sejre har Tunesien fået en perfekt start i den afrikanske VM-kvalifikationsgruppe B, hvor de foruden Zambia og Ækvatorisk Guinea kæmper med Mauritania om pladsen videre til den afgørende kvalifikationsrunde.