Getty Images

Niels roser Silkeborg IF: Har fået en flot start

10.09.2021 08:39

Landsholdspausen er veloverstået og i aften står den atter på 3F Superliga, når Silkeborg IF kommer på besøg på Brøndby Stadion. Oprykkerne har haft en fornem start på deres sæson og således spillet sig op i den øvre halvdel af 3F Superligaen.

Derfor er Niels Frederiksen også fuld af respekt overfor aftenens modstander og opmærksom på, at det ikke bliver nogen let opgave.

- Jeg må rose Silkeborg for deres virkelig flotte indledning på sæsonen, hvor de kun har tabt en enkelt kamp. Det er et hold, som er rigtig dygtige på bolden og strukturerede i deres positioner. Så ros til trænerteamet for at have sat det godt sammen derovre. Hvis man kigger på statistikkerne, så er de jo faktisk også det hold, der har sat flest afleveringer sammen – både generelt og oppe på modstanderens banehalvdel, fortæller cheftræneren og tilføjer.

- De har et godt hold og er dygtige til at finde hinanden og har en masse ro på bolden. Så der er ingen tvivl om, at det er den måde, de vil spille på, når de senere i dag kommer til Brøndby Stadion. Så det skal vi være dygtige til at forhindre dem i.

Flere af spillerne i Brøndby-truppen har været af sted med deres respektive landshold i løbet af landsholdspausen, og cheftræneren er da også glad for at se, at der er blevet leveret fine præstationer.

- Det er selvfølgelig klart, at den succesoplevelse vi havde senest mod FC Midtjylland, den skal vi bringe med videre. Det gav et enormt boost til truppen at vinde over dem. Derfor sendte vi også nogle glade spillere af sted til deres respektive landshold, og som er kommet tilbage med nogle gode præstationer i bagagen og fyldte med energi.

Har savnet stemningen på Brøndby Stadion

Det er lige knap to uger siden, at FC Midtjylland blev besejret med 2-0 på hjemmebane, men ikke desto mindre savner cheftræneren stemningen fra tribunerne under en landsholdspause. 

- Vi savner altid stemningen her på Brøndby Stadion under sådan en landsholdspause, for det er jo en helt fantastisk stemning, vi har herude. Og det er jo bare blevet endnu vildere, efter vi har fået fuld kapacitet igen, så det glæder vi os også rigtig meget til at mærke. Men det bliver også en afgørende faktor for vores spillere, for det bliver jo en kulisse, som de færreste Silkeborg-spillere formentlig har prøvet.

Henrik Heggheim er ikke stødt til truppen endnu, men der er en ny spiller at finde i dagens trup i form af Marko Divkovic. 

- Heggheim har ikke trænet med endnu og har været afsted med det norske U21-landshold, så han møder først ind i morgen og kommer ikke i spil. Divkovic er udtaget til truppen, og det kan sagtens være, han kommer på banen. Han har haft nogle fine træninger, og vi glæder os til at give ham debut. Det kan blive i aften, men det kan også sagtens først blive i næste uge.  

Kampen fløjtes i gang kl. 20:00 og kan ses direkte på 3+.