
Maxsø: Skal ikke lukke tre mål ind
30.09.2021 20:02
Det endte desværre med et nederlag på 3-0 mod Lyon nede i Frankrig torsdag aften.
Anføreren mener det gik fint i det første stykke tid af kampen, men at det gik galt efter franskmændenes første scoring.
- Vi var selvfølgelig presset i bund i store dele af kampen, og det er jo klart, når vi spiller mod et hold som Lyon, at så får vi det svært. Men vi var gode til at støtte hinanden og sætte en fod ind i den første halve time, for der gjorde vi det svært for dem at skabe noget. Og det gik også fint i det første kvarter af anden halvleg, men så får de det første mål – og der går det galt, fortæller Maxsø og uddyber.
- Der skal vi kigge indad, for det er ikke godt nok at lukke tre mål ind. Der skal vi sætte en prop i og holde dem nede på en kasse og se, hvad der sker. Sådan er det nogle gange, når man holder stand i lang tid. Troen vokser inde i en, og så ryger luften lidt ud af ballonen, og der skal vi gøre det bedre. For tre mål er for meget.
På trods af nederlaget fortæller Maxsø, at det også var lærerigt for holdkammeraterne at blive matchet mod nogle spillere på niveauer over.
- Når man spiller mod spillere, der er minimum er et par niveauer højere, end vi plejer, så går det hele bare lidt hurtigere. Det er jo de ting, vi skal tage med videre og ind i 3F Superligaen. Vi skal lære af de her kampe, men vi skal også kigge på modstanderen og lære af, hvad de gør godt.