Hedlund: Fantastisk støtte fra vores fans

30.09.2021 21:06

På trods af nederlaget til Lyon er angriber Simon Hedlund utrolig taknemmelig over støtten fra alle de Brøndby-fans, som havde taget turen ned til det franske.

- Jeg kan nærmest ikke rose vores fans nok. Som altid er det jo bare helt fantastisk at have så mange fans med her ned til Lyon. De støtter os i alt – om det er ude eller hjemme. Og selvom vi ikke fik et resultat med os, så støttede de og sang gennem hele kampen, og det er vi spillere utrolig stolte af, fortæller Hedlund og sætter ord på kampforløbet.

- Jeg synes, vi starter fint og var egentlig godt med på bolden i første halvleg generelt. Vi havde sekvenser, hvor vi viste, at vi sagtens kunne være på bolden og tage initiativet. Da vi kom ind til pausen snakkede vi om, at vi skulle prøve at være endnu mere rolige på bolden, når vi havde den under kontrol.

- Men de fanger os, hvor vi er lidt ude af positioner, og så får de det første mål til 1-0. Og efter det går det jo bare stærkt, for pludselig er de på 2-0 og får også det sidste mål ind før tid. Det første mål gjorde også, at vi måske gik lidt mere offensivt til værks og satsede mere, og det gav jo også dem plads. Men det er dyre lærepenge at tage med videre, men ikke desto mindre er det noget, vi kan lære af.