
Slimane: Skal tage europæisk erfaring med videre
03.10.2021 08:49
I aften ruller bolden allerede igen, når vi gæster Cepheus Park og møder Randers FC i 3F Superligaen.
Anis Slimane vil gerne tage de gode sekvenser med fra de europæiske kampe og fortæller, at intensiteten og tempoet bliver en afgørende faktor mod dagens modstander.
- Det er utrolig vigtigt, at vi får overført tempoet fra kampen mod Lyon til Randers-kampen i dag. En ting er, at man tager alle de gode ting med, men jeg tror intensiteten og tempoet bliver sindssyg vigtigt - det kan gøre den store forskel i dag. Man skal også huske på, at vi fik tre point i den sidste 3F Superliga-kamp, vi spillede, og den stime skal vi fortsætte med, siger Slimane, der fortæller, hvordan man som fodboldspiller omstiller sig til de forskellige turneringer.
- Måden, vi skifter fra turnering til turnering, er, at vi selvfølgelig skal nulstille hovederne oven på kampen mod Lyon, og så tager man de gode ting med fra kampen. Den erfaring, vi får fra de europæiske kampe, skal vi have overført til 3F Superliga-kampene, for der er bestemt sekvenser, vi kan tage med videre.
- Det er jo lidt forskellige turneringer. Det er klart, at når man spiller Europa, så er det et højere niveau og højere tempo – så det er nok den største forskel.
Kampen fløjtes i gang i aften kl. 18:00.