Mensah: Viborg hører til i 3F Superligaen

30.10.2021 07:55

I morgen er Sydbank Pokalen udskiftet med 3F Superligaen, når vi møder Viborg FF på Energi Viborg Arena. 

Oprykkerne var i starten af sæsonen på besøg på Brøndby Stadion, hvor opgøret endte 1-1 mod et velspillende Viborg-hold, og derfor mener Kevin Mensah også, at kampen bestemt ikke bliver nogle walk-over.

- I Viborgs sidste kamp, hvor de spillede mod AaB, der kunne man se, at de helt klart er et hold, der hører til i 3F Superligaen. Og det er ikke kun på fodboldbanen, men også bare i forhold til det som klubben står for. De spillede en rigtig god omgang fodbold senest, og derfor er det ikke bare en kamp, hvor vi går over og vinder. Vi skal spille på et lige så højt niveau, som vi gjorde mod FC København. Og gør vi det, så tager vi også tre point, fortæller Mensah, der sammen med truppen gerne vil fortsætte de gode takter i 3F Superligaen. 

- Vi har et mål om, at vi gerne skal vinde de resterende 3F Superliga-kampe inden landsholdspausen, og indtil videre har vi sat os selv i en god position ved at være på vej med det. Det bliver på ingen måder en walk-over, men det er stadig en kamp, vi skal vinde. 

Mensah har selv en fortid hos aftenens modstander, men for wingbacken handler det ikke om, hvor man tidligere har spillet, men om de tre point.

- Ligesom jeg sagde sidste gang, da vi mødte Viborg på Brøndby Stadion, så handler det ikke om, hvor vi som spillere er fra, eller hvor vi har spillet før. For mig handler det om tre point, og det er det, jeg har fokus på. Alt det andet med min bror, og hvem der er af tidligere spillere i deres trup, det tager jeg efter kampen.

- Men det er klart, at jeg har løbet rundt inde på deres stadion, er vokset op der, og jeg har generelt nogle gode minder fra min tid i Viborg - ikke kun den fodboldmæssige del, men også fra selve byen. Men jeg glæder mig til at komme tilbage, og jeg glæder mig til at brænde banen af. 

Kampen fløjtes i gang søndag kl. 18:00 på Energi Viborg Arena og kan ses på 3+.