Getty Images
Det sagde vi efter kampen mod Rangers FC
21.10.2021 21:44
Det endte desværre med et nederlag på 2-0 mod Rangers FC, da vi torsdag aften gæstede Ibrox Stadium i tredje runde af Europa Leagues gruppespil.
Vi har her samlet reaktionerne fra nogle af hovedaktørene.
Niels Frederiksen
- Vi er lidt ærgerlige, for vi synes egentlig, det er en kamp, hvor vi har nogle fine muligheder og er lidt bedre med end nede i Lyon. Vi kan godt være med på det her niveau, men skal vi have noget med os, så skal vi ramme topniveau hele vejen rundt. Vi skal være bedre til at forsvare os - især på deres styrker, som i dag er standarder. Der er vi ikke helt dygtige nok mod Rangers.
- Og så skal vi selvfølgelig score på de to-tre store muligheder, vi får undervejs i kampen. Der skal vi score, og sådan nogle ting skal lykkes for os, hvis vi skal have noget med os herovre fra. Vi havde fokus på deres standarder, men det er aldrig en garanti for, at de så ikke scorer alligevel. Det har selvfølgelig også noget med kvalitet at gøre, for de kommer bare med en større fart og et større tryk, end vi normalt ser i 3F Superligaen.
Du kan se hele interviewet med cheftræneren på Brøndby Indefra.
Henrik Heggheim
- Vi kommer bagud lidt for tidligt, og så svigter vi i nogle markeringer, og pludselig får de også deres andet mål til 2-0. Vi vidste jo, at de var gode på indlæg og hjørnespark - og det er det, de scorer på i kampen her til aften, så det er selvfølgelig ikke godt nok fra vores side.
- I pausen følte vi, at vi stadig havde muligheden for at skabe et godt resultat, men vi får ikke afkast på nogle af de store chancer, vi producerer lige efter pausen, og så bliver det lidt op ad bakke.
Du kan læse hele interviewet med forsvarsspilleren her.
Thomas Mikkelsen
- Det var et fedt stadion og en fed kulisse at spille i, og vores fans gjorde det fantastisk igen, så kæmpe ros til dem. Det var en vanvittig kulisse at være en del af, men vi holder hovedet højt og fokuserer på søndag nu, hvor det gælder Derby på Brøndby Stadion.
- Det irriterer mig, at de scorer på en dødbold i starten af kampen, for vi vidste, at de var utrolig farlige lige i på det aspekt af spillet. Så det var irriterende at komme bagud på den måde. Men nu ser vi fremad, og vi er klar til på søndag, og det er vores fans også.