
Getty Images
Slimane: Kommet ind i en fin rutine
27.11.2021 08:56
- Det er rigtig vigtigt at slutte godt, så vi lægger op til en god start efter vinterpausen. Det er altid bedst at komme tilbage fra ferien med en sejr i bagagen, siger Anis Slimane, der inden dagens træning satte lidt ord på kampen i morgen mod Randers FC.
Det har været et efterår med rigtig mange kampe i tre forskellige turneringer, men for Anis er det fedt at spille både i 3F Superligaen, Europa League og Sydbank Pokalen.
- Vi er alle sammen kommet ind i en fin rutine nu. Det kunne godt føles lidt anderledes i starten og lidt hårdt, men vi har fået lidt erfaring af det, og det er egentlig bare superfedt at have så mange kampe at spille, siger den offensive midtbanespiller, og han ser fordele ved de europæiske kampe og de erfaringer, der skal tages med videre.
- Vi prøver altid at tage tempoet fra Europa League-kampene med over i Superliga-kampene, for der tror vi, at vi kan gøre rigtig ondt på modstanderne – også på Randers FC i morgen. Først skal vi prøve at spille rundt om dem, men er det nødvendigt, skal vi også ind og tage duellerne. Vi skal ikke bakke, fordi de kommer med nogle store drenge. Vi skal fremad banen, og jeg er sikker på, at fansene som altid hjælper os med at gå efter de tre point.