Ole Palmå: Det hører ingen steder hjemme
05.11.2021 14:15
Gårsdagens kamp mellem Brøndby IF og Rangers FC endte 1-1, og begge mandskaber fik derfor et point med videre i Europa League-gruppespillet. Desværre var der før, under og efter kampen bataljer med især en gruppe Rangers-fans.
Administrerende direktør Ole Palmå fortæller om sikkerheden i forbindelse med kampen.
- Vi har haft en massiv sikkerhedsindsats op til denne kamp, da Rangers-fans over længere tid har forsøgt at skaffe billetter til kampen. Rangers FC fik tildelt de obligatoriske fem procent af stadionkapaciteten (1.400 billetter, red.), og udeafsnittet blev straks udsolgt. Udover de 1.400 billetter har det ikke været tilladt for Rangers-fans at få billetter til andre sektioner af Brøndby Stadion, men trods vedvarende kommunikation fra vores side, har vi den sidste uges tid løbende måtte gå ind og annullere flere hundrede billetter, som Rangers-fans på forskellig vis fik fingre i. Vi har af flere omgange rakt ud til Rangers FC omkring denne sikkerhedsrisiko, da Rangers-fans er kendt og berygtet for, at deres fans forsøger at komme ind på afsnit, de ikke har adgang til, men vi har måttet konkludere, at vi og Københavns Vestegns Politi har stået alene med denne udfordring.
Før kampstart til gårsdagens kamp blev over 500 Rangers-fans afvist ved indgangene til Brøndby Stadion med ugyldige og falske billetter, ligesom billetkontrollen og portene til udebaneafsnit flere gange op til åbningen af stadion blev forsøgt stormet af Rangers-fans, hvilket betød, at Københavns Vestegns Politi flere gange måtte trække stavene for at sikre, at kun dem med gyldig billet kom ind.
En stor gruppe skotske tilskuere fik tildelt adgang til Rangers FC’s sponsorpladser som en del af kravene fra UEFA i forbindelse med Europa Leagues gruppespil. Rangers FC stod for administrationen og distribueringen af disse VIP-billetter. Brøndby IF’s vurdering af den pågældende gruppe var, at den bestod af ”risikofans”, men direkte adspurgt ved indgangen til sponsorpladserne bekræftede Rangers FC overfor Brøndby IF’s sikkerhedschef, Mickel Lauritzen, at denne gruppe var sponsorer i klubben.
Mickel Lauritzen forklarer episoden.
- Desværre viste vores umiddelbare risikovurdering af denne gruppe Rangers-fans sig at være rigtig. Det var tydeligt, at denne gruppe var det vi kalder ”risikofans,” og kort efter deres ankomst, hængte denne gruppe et flag op på sponsorpladserne, som kan forbindes til Rangers FC's risikofans. Derefter udviklede det sig hurtigt til karambolage med en gruppe Brøndby-fans, hvor vores vagter og politiet måtte gribe ind og dæmpe gemytterne. I løbet af kampen agerede denne gruppe sig truende overfor tilskuere og personale, og kastede flere gange øl efter omkringsiddende tilskuere, ligesom de i pausen angreb tilfældige tilskuere på toiletterne. Sammen med politiet vurderede vi, at det indebar en alt for stor risiko at fjerne denne gruppe ”risikofans” fra tribunen, så vi valgte i stedet at placere flere vagter i området, hvor de sad. Da gruppen efter kampen blev eskorteret væk fra stadion, opstod der igen tumult udenfor stadion mellem dem og en gruppe Brøndby-fans.
Administrerende direktør Ole Palmå fortæller om et godt samarbejde med politiet, og roser de mange stewards, der sikrede en ellers god afvikling af kampen.
- Vi havde et rigtig godt og konstruktivt samarbejde med politiet i går, i det der var en meget usædvanlig og svær opgave. Vi vil også gerne takke vores mange hundrede stewards på stadion for at have lavet meget grundige tjeks af fans, hvilket var med til at sikre, at kun dem med billet kom ind, til trods for at flere skotske fans havde iklædt sig Brøndby IF-trøjer og halstørklæder. Alt i alt var der en fantastisk stemning på tribunerne under kampen, hvor Sydsiden i den grad fik vist Brøndby Stadion frem ved at få hele stadion med sig.
- Det er dog på ingen måde acceptabelt, at en gruppe Brøndby-fans tyr til selvtægt på tribunen og kommer i karambolage. Det hører ingen steder hjemme. Vi tager stærk afstand fra en sådan opførsel, og vi går nu i gang med at gennemgå al videomateriale fra kampen i samarbejde med politiet, så vi kan identificere de personer, der deltog og sikre sanktioner, herunder karantæne.