Niels Frederiksen: En hektisk kamp, specielt til sidst

28.11.2021 19:51

Niels Frederiksen skulle vente til absolut sidste Randers-angreb, før den sjette Superliga-sejr var i hus. Men i hus kom den. En stærk forsvarspræstation var stærkt medvirkende til, at Mikael Uhres træffer i første halvleg blev kampens eneste scoring, da Randers FC gæstede Brøndby Stadion.

- Det var en hektisk kamp, specielt til sidst. Jeg synes egentlig, at vi spiller en fin første halvleg. Vi skaber lidt mere, end de gør i første halvleg. Og så faktisk en okay start på anden halvleg. Jeg synes, at vi kan score til 2-0. Det er ikke, fordi vi vader i 10 store chancer, men vi har nogle muligheder. Der kan vi score til 2-0. Så bliver det ikke sådan til sidst, siger Niels Frederiksen og tilføjer om afslutningen på kampen.

- Så ved man godt. At når du fører 1-0, og der mangler et kvarter, så satser modstanderholdet hele butikken og tager en masse chancer i deres spil. Der gælder det om to ting. Det ene er at forsvare så bravt og godt, som man overhovedet kan. Det gjorde spillerne. Det andet er at stikke til dem og gå ned at score til 2-0, når nu de er så offensive. Vi gjorde det første, men vi magtede ikke at stikke til dem overhovedet i den periode. Så blev vi pressede.

Vores spillere tilbagelagde den ene sure meter efter den anden i kampen for at holde føringen. Den stærke arbejdsindsats så sent inde i efteråret overrasker dog ikke vores cheftræner.

- Vi er i rigtig fin fysisk tilstand. Ros til hele den fysiske stab og sundhedsstaben. Vi har næsten ikke nogen skader efter et meget hårdt efterår. Spillerne virker ovenpå og klar. Så vi er et godt sted. Det er altid lidt nemmere, når du vinder fodboldkampe. Så bliver det lidt sjovere at spille den næste. Men fysisk er vi et rigtig fint sted.

I det hele taget er Niels Frederiksen godt tilfreds med sine spilleres kampform, der nu har givet seks sejre i rap i Superligaen.

- Det er klart, at når tingene fungerer, så er det sjovt at være en del af. Og så har man også mulighed for selv at shine. Man kan typisk kun shine som individ, hvis kollektivet fungerer. Derfor er der mange spillere, der shiner i øjeblikket. Så bliver det sjovt at spille fodbold. Sådan er det jo. Vi skal huske på, at spillerne er vindertyper. De vil vinde for enhver pris, og det viste de også i dag.

Brøndby Indefra kan du høre resten af interviewet med Niels Frederiksen. Her sætter han også ord på Marko Divkovic´ indsats samt årets sidste tre kampe, hvor spillerne skal ”sprinte over målstregen”.