
Landsholdsoverblik: Sådan gik det vores spillere
17.11.2021 09:46
Alle landsholdskampe er nu spillet, og vi har derfor lavet et overblik over, hvordan det er gået vores spillere i deres respektive nationaldragter.
Mikael Uhre og Andreas Maxsø
Vores anfører og 3F Superliga-topscorer var afsted med det danske A-landshold, som desværre fik brudt deres sejrsstime i VM-kvalifikationen og tabte med 2-0 til Skotland i mandags.
Maxsø overværede hele kampen fra bænken, mens Uhre kom ind i det 72. minut og tilsnusede sig få øjeblikke efter en stor chance i det lille felt. Bolden dumpede ned for fødderne af angriberen, som drejede en halv gang rundt om sig selv og affyrede venstreskøjten mod mål. Men han fik ikke ordentligt traf på bolden, og derfor blev den clearet.
På trods af 2-0-nederlaget slutter Danmark samtidig et fornemt landsholdsår og VM-kvalifikation, der betyder, at danskerne skal til VM i Qatar næste år.
Anis Slimane
Midtbanespilleren var med fra start og fik 89 minutter for det tunesiske landshold, da Tunesien tabte deres første kamp med 1-0 til Ækvatorial Guinea i VM-kvalifikationen. Tuneserne holdt med nederlaget lige akkurat Ækvatorial Guinea bag sig med en bedre målscore i gruppen, da begge lande lå á point med ti af slagsen.
I andet opgør skulle Tunesien møde Zambia, hvor Slimane tog plads på bænken fra kampens start, men blev skiftet ind ved begyndelsen af anden halvleg. Tuneserne var allerede foran 3-0 ved pausen, så der var aldrig rigtig fare for, at resultatet blev sat over styr, selvom Zambia fik reduceret i slutningen af opgøret.
Sejren betyder dermed, at Slimane og Tunesien er klar til til den afrikanske playoff om at komme med til VM i Qatar næste år.
Henrik Heggheim (U21)
Vores norske forsvarsspiller startede inde og spillede hele kampen, da Norges U21-landshold i deres første kamp slog Finland i EM-kvalifikationen. Vi skulle helt frem til det 55' minut for at finde kampens første mål, og nordmændene vandt da også opgøret komfortabelt med 3-1.
I andet opgør overværede Heggheim hele kampe fra bænken, da Aserbajdsjan på andensidste pladsen blev slået med 2-1.
Mads Hermansen og Morten Frendrup (U21)
De to tidligere Brøndby Masterclass-spillere var udtaget til det danske U21-landshold, som skulle op mod Tyrkiet i EM-kvalifikationen. Anton Skipper var oprindeligt udtaget, men forsvarsspilleren forlod landsholdslejren grundet en skade.
Mads Hermansen fik alle 90 minutter på banen og vogtede målet for U21-drengene, da tyrkerne blev slået med 2-1. De danske drenge fik en fortrinlig start på opgøret med to kasser efter 20 minutter, hvilket holdt hele vejen frem til det 51. minut, da Tyrkiet så fik reduceret. Morten Frendrup blev sendt på banen efter en times spil og var med til at stabilisere den danske midtbane.
Sejren cementerer danskernes andenplads i gruppen med ni point, mens Belgien stadig fører gruppen med 16 point - dog har U21-drengene spillet to kampe færre.