
Hurtig fransk udligning ærgrer Niels Frederiksen
25.11.2021 23:07
Niels Frederiksen kunne juble over Mikael Uhres føringsmål, men 40 minutter senere måtte cheftræneren erkende, at Lyon havde været det bedste hold denne aften på Brøndby Stadion.
Det til trods for, at han så sit mandskab skabe adskillige chancer, særligt i kampens første time.
- Det er altid ærgerligt at tabe. Men jeg synes, at der er nogle muligheder i dag. Jeg synes, at vi på mange parametre spiller en ret god kamp. Vi skaber mere i dag end i nogle af de andre europæiske kampe. Og så ovenikøbet mod et rigtig godt hold. Så hvis vi havde haft lidt mere kvalitet og skarphed på vores muligheder, så kunne vi godt have scoret mere end ét, fortæller Frederiksen og fortsætter:
- Og så må vi også konstatere, at de mål, de scorer, er nogle mål, som vi godt kan undgå. Men når man spiller mod så god en modstander, så må man ikke lave fejl, og man skal ramme et virkelig godt niveau hele vejen igennem. Jeg synes ikke, at det var langt fra, men vi må også erkende, at Lyon var bedre end os i dag, når vi kigger på de fejl, der blev lavet.
Foruden den sidste snært foran kassen ærgrer cheftræneren sig særligt over, at det ikke lykkedes os at bevare føringen i mere end seks minutter.
- Jeg synes, at vi spiller en fin kamp de første 60 minutter. Det er vel deromkring, de scorer. Jeg føler også, at vi har fin kontrol, efter vi kommer foran. Men det er klart, at de får udlignet ret hurtigt. Der skulle vi have haft en lidt længere periode, hvor vi kunne ligge og true dem lidt mere, også i omstillinger. Det var ærgerligt, at de fik udlignet så hurtigt.
På Brøndby Indefra kan du høre resten af interviewet med Niels Frederiksen, hvor cheftræneren blandt andet omtaler den kommende tur til Prag i sidste spillerunde af gruppespillet.