Hedlund: De er kyniske, når de får chancen

25.11.2021 22:58

Det endte desværre med et nederlag, da Lyon her til aften gæstede Brøndby Stadion. Svenske Simon Hedlund føler dog, at der var flere gode ting at tage med efter kampen. 

- Jeg synes, vi spiller god fodbold, indtil de får udlignet. Selvom vi ikke har bolden meget, viser vi bedre spil i aften, end vi gjorde da vi spillede dernede. Vi forsøger at spille, men det ender med et træls resultat. Jeg synes dog sagtens, vi kan tage præstationen med videre. 

Selvom de franske gæster kom indtil opgøret med flere profiler på bænken, mener svenskeren, at det var et godt hold, de blågult spillere stod overfor. 

- De er et dygtigt hold, og på trods af de sparede et par spillere, så viser de, at de også er dygtige fodboldspillere. Jeg synes, vi spiller godt i første halvleg og kommer godt ud til anden og får et mål, men de kommer ganske hurtigt tilbage, og det forstyrer lidt rytmen i kampen. 

Angriberen, der i aften stod for assisten til Uhres scoring, mener blandt andet, at kynismen var til forskel i aften.

- De er kyniske og skarpe når de får chancen. Vi må lære at de personlige fejl bliver straffet på det her niveau. Vi forsøger at være modige og spille med bolden, og jeg synes, vi kan tage meget med fra kampen. 

Du kan se hele interviewet med Simon Hedlund lige her.