
Det sagde vi efter kampen mod Rangers FC
04.11.2021 19:47
Vores fjerde kamp i denne sæsons Europa League-gruppespil sluttede uafgjort. Herunder får du reaktionerne fra 1-1-kampen mod Rangers FC.
Vi har samlet reaktioner fra nogle af hovedaktørene her.
Niels Frederiksen
- Jeg er langt henad vejen tilfreds med vores præstation. Jeg synes, det er den bedste europæiske aften, vi har spillet indtil nu - både med bolden og i vores presspil. Jeg er selvfølgelig skuffet over resultatet, fordi vi fører så langt hen i kampen og samtidig har muligheder for at komme foran 2-0
- Vi må kigge på alt det gode i dag, i stedet for at begrave os selv. Så vi skal jo hive alt det gode frem, som vi synes er godt, og vi har haft en fin fremgang i vores europæiske kampe med den bedste præstation i dag. Og så ved vi godt, at det nogle gange ikke rækker helt til, at vi får de point de point, vi gerne vil have - og det gør vi ikke i dag.
Du kan her se hele interviewet med cheftræneren.
Mads Hermansen
- Jeg synes, vi spiller en rigtig flot kamp. Vi var sindssygt dygtige til at holde i bolden i dag, især i første halvleg. I anden halvleg kommer vi måske lidt for langt tilbage at stå i perioder. Men jeg synes, at når vi er foran 1-0 og ikke indkasserer vanvittig mange chancer, så er det ærgerligt, at vi kun får ét point.
- Jeg synes, vi viser, at vi kan sagtens kan spille rundt om deres pres og være endnu bedre på bolden i 3F Superligaen også, når vi skal spille de kampe. For det er et højere niveau her, og det skal vi selvfølgelig tage med.
Du kan her se hele interviewet med keeperen.
Kevin Mensah
- Det er ærgerligt, at vi ikke spiller os selv mere ind i det. Men der er ikke noget, som er tabt endnu. Vi har stadig to rigtig gode muligheder for at få den første sejr i Europa. Det vil vi jagte lige meget hvordan og hvorledes.
- Vi spiller en rigtig fin kamp. Vi bliver båret frem af et livligt Brøndby Stadion. Det giver helt klart noget selvtillid til holdet, at vi viser i dag, at vi ikke kun kan være med, men også gøre forskellen. Men vi skal være skarpe i 90+ minutter, og det skal vi nok være næste gang.
Du kan her se hele interview med backen.