Sydsiden Øvre fortsætter som stemningstribune til udvalgte kampe
01.01.0001 00:00
Den påkrævede renovering af Sydsiden betød, at kapaciteten i en længere periode var nedsat, og at Sydsiden Øvre til enkelte kampe derfor var omdannet til stemningstribune.
Renoveringen af Sydsiden Nedre er nu afsluttet, og tribunen forventes at være tilbage på fuld kapacitet, når tilskuerne kan vende tilbage på stadion efter COVID-19-epidemien.
Tilbage i efteråret blev en undersøgelse lanceret i Fanpanel Brøndby med det formål at undersøge, hvordan fansene på Sydsiden havde modtaget tiltaget om Sydsiden Øvre som stemningstribune – og hvorvidt tiltaget bør fortsætte, efter renovering af Sydsiden Nedre er færdiggjort. Tiltaget ville betydet, at der til kampe med stor efterspørgsel kan skabes en stemningstribune med næsten 8.000 blågule fans i to etager.
Det overordnede resultat af undersøgelsen viser en stærk opbakning til, at tiltaget bør fastholdes til udvalgte kampe. Blandt andet viser over 95% af besvarelserne, at stemningen på stadion er en vigtig del af stadionoplevelsen, og at klubben bør prioritere tiltag, som forbedrer stemningen på stadion.
Sydsiden Øvre vil derfor til udvalgte kampe blive omdannet til et ekstra stemningsafsnit. Dette betyder konkret, at de relevante afsnit omdannes fra faste siddepladser til stående, unummererede pladser.
Dette tiltag vil ske til kampe, hvor det forventes, at efterspørgslen af billetter til stemningsafsnittet langt overstiger kapaciteten på Sydsiden Nedre. Som udgangspunkt kan dette tiltag forventes at være i brug til alle kampe mod FC København og til andre udvalgte kampe i 3F Superligaen og i europæisk regi.
Alle berørte sæsonkortholdere vil blive kontaktet direkte med relevant information i god tid før kampe, hvor Sydsiden Øvre aktiveres som stemningstribune.
Hvem bliver påvirket af ændringerne?
Det er kun sæsonkortholdere i de fremhævede afsnit, som vil blive påvirket af tiltaget.
Hvordan bliver du påvirket af ændringerne?
Til kampe hvor Sydsiden Øvre aktiveres som stemningstribune, vil det være påkrævet, at alle påvirkede kortholdere trækker en billet til kampen. Hvis en kortholder ikke trækker en billet, vil denne ikke have adgang til kampen.
Sæsonkortholdere på Sydsiden Nedre vil kunne trække en billet på enten Sydsiden Nedre eller Sydsiden Øvre.
Sæsonkortholdere på Sydsiden Øvre vil kunne trække en billet til hvilket som helst sted på stadion, hvor der er ledig kapacitet.
Foto: Getty Images