CV: Drengene har gjort det fantastisk

07.05.2021 12:50

På søndag gæster FC Midtjylland Brøndby Stadion i fjerdesidste runde i denne sæsons 3F Superliga i et topopgør med over 8.000 Brøndby fans på lægterne. Fodbolddirektør Carsten V. Jensen ser her frem til duellen mellem nummer et og to i 3F Superligaen.
 
- Vi har igennem Grundspillet og Mesterskabsspillet set et Brøndby-hold, hvor spillerne kollektivt såvel som individuelt har udviklet sig utroligt positivt. Uanset hvordan det går på søndag, tror jeg, mange er enige med mig i, at drengene har leveret en superstærk sæson. Vi ønsker at måle os med de bedste og har i sæsonen hidtil spillet tre tætte, meget intense og underholdende kampe mod FCM, og der er meget, der peger på endnu en af slagsen foran vores fantastiske fans på Danmarks bedste fodboldstadion. At vi med kun fire kampe igen af sæsonen stadig har muligheden for at gøre afslutningen af Superligaen tættere og mere spændende end længe set er mere end godkendt og et kæmpe skulderklap til trænerstaben og spillertruppen.
 
- Ser man på den underliggende performance for vores seks kampe i Mesterskabsspillet, så har vi præsteret bedre end resultaterne og faktisk også endnu bedre, end vi gjorde i Grundspillet, hvilket også er følelsen, vi har stået med efter vores seneste kampe. Samtidig er det interessant at se, hvordan vi bliver set på som et stærkt preshold, der udnytter enhver lejlighed til at sætte fart på vores offensive omstillinger, mens vi faktisk er det hold i ligaen med mest boldbesiddelse og er med helt fremme i forhold til at skabe åbne chancer. Det fortæller mig, at vi er meget fleksible i vores spil og dermed i stand til at gribe kampene forskelligt an.
 
Opgøret mod FC Midtjylland har kickoff kl.18:00, men allerede kl.17:00 er der optakt på Viaplay og fra kl.17:30 er der optakt på 3+, som viser kampen. Har du billet til kampen, skal du følge disse anvisninger.

Foto: Getty Images